Travet.dk fylder 10 år
I dag markerer vi 10-årsdagen for den første artikel på Travet.dk. Det har været et årti præget af store forandringer og kontinuerlig vækst. Desværre har vi også undervejs måttet tage afsked med nogle fantastiske mennesker, der har spillet en vigtig rolle for vores virksomhed.
Efter et ønske om at bidrage til dansk travsport blev de indledende forberedelser gjort for at lancere et travmedie. Dette skete med ydmyghed og respekt for en sport, som mine forældre og øvrige familie har fulgt, siden jeg var barn.
Mit ønske om at bidrage til en sport, der i over 20 år har oplevet en nedgang og manglende forståelse blandt danskerne, førte til, at jeg rådførte mig med mine nærmeste og nogle gode venner inden for sporten. Jeg ønskede at vurdere, om projektet havde potentiale, eller om det var dømt til at mislykkes fra begyndelsen, som det er set for mange andre.
Travet.dk blev lanceret 10 måneder senere med en aftale om en prøveperiode på to år. I denne periode skulle det eksisterende fuldtidsarbejde opretholdes for at sikre den nødvendige økonomiske stabilitet til at understøtte projektet.
I 2016 spurgte vi flere travfolk til råds om, vi skulle gå linen ud, eller om vi skulle kaste håndklædet i ringen og sige, at det var det. I denne proces spillede Peter Rudbeck, Jesper Nielsen og Carsten Bundgaard en afgørende rolle. Vi skylder dem en dybfølt taknemmelighed for deres bidrag, støtte og engagement.

Besøg hos travtræner Jan Friis
Står et godt sted i dag
Der er sket meget siden 2016 og til i dag. Vi er blevet klogere, og forhåbentlig er vi også blevet dygtigere med årene, da vi hele tiden bestræber os på at optimere, hvor vi kan.
I dag følges vi af flere end nogensinde før på de sociale medier; vi kan for ottende år i træk præsentere et regnskab, der går i 0, og ikke mindst så er der en stigende interesse for at følge vores gøren og laden.
Når disse linjer skrives, sker det også med en vis selvindsigt. Vi er hverken de dygtigste, de hurtigste eller de største, men mindre kan også gøre det for os.
Vi kan til gengæld nyde at være det mest fulgte travmedie i Danmark samt det mest producerende travmedie i Danmark. Det er to områder, vi er meget stolte over at have opnået på 10 år.

Besøg hos bornholmske Stutteri Ice
Vi ved det godt
I 10 år er vi blevet målt og vejet op imod andre travmedier. Vi kommer ikke med en journalistisk baggrund, vi har ikke 30 – 50 års anciennitet i sporten, og vi har heller ikke mulighed for at drive travmedie på fuld tid endnu.
At sammenligne de danske travmedier med hinanden er som at se et Superligahold spille mod et halvtidsprofessionelt divisionshold. Det er den bedste måde at illustrere forskellen på fuldtidsmedier og vores eget på.
Travet.dk har opnået over 16.000 følgere på de sociale medier, og vi er stolte af at have fået mere end 40 artikler bragt med kildehenvisning i udenlandske medier i år. Det er en anerkendelse af vores arbejde, som vi sætter stor pris på.
Danske og udenlandske medier har igen i år valgt at citere og henvise til vores medie, og vi er glade for den tillid, de viser os ved at bruge vores indhold som kilde. Dette bekræfter vores position som en troværdig informationskilde.

Besøg hos Rene Jonassen på Skovbo
Tak for at læse med
En stor tak skal lyde til vores læsere, som danner grobunden for vores eksistensgrund. En tak til vores annoncører og vores samarbejdspartnere, som danner det økonomiske grundlag for Travet.dk.
Vores ambitionsniveau er fortsat at dygtiggøre os samt levere relevant nyhedsstof supplerende med interviews, referater, læserbreve, rapportager samt baggrundsmateriale.
Vi håber at få lov til at være her i fremtiden også.
Af Ulrik Pedersen – Indehaver af Travet.dk. – Topbilledet fra et af vores besøg hos Gardenia opdrætterne i Karup.

Travet.dk på besøg hos Stutteri Laser på Fyn







