Toptræner gæstede Bornholm
Tirsdag aften arrangerede Bornholms Travselskab en inspirationsaften, hvor Joakim Lövgren fra Stall Lövgren ved Skurup (Sverige), besøgte Kannikegård på Bornholm.
Her ventede 70 personer spændt på et oplæg, der både skulle give viden og inspiration til den daglige pasning og træning af hestene. Og interessen for aftenen var stor.
Et interesseret publikum lyttede spændt med, og stillede spørgsmål undervejs.
Joakim var enormt gavmild med at formidle nogle af de oplevelser og de mange erfaringer han har gjort sig indenfor travsporten, under alle hans år som aktiv træner og kusk.
Vi fik et indblik i historikken bag Stall Lövgren, om passionen for hestene, fysiologi og hvilke træningsmetoder der passer til hvilke heste. Herudover gav han også tips til hvordan han træner en hest op til et storløb.
Gennemgående viste Joakim stor taknemmelighed for de enkelte heste der igennem årene har været en del af hans stald, for at de hver i sær, med den facon de nu har haft, har været med til at gøre ham til en bedre træner og kusk.
Alle disse fortællinger, blev løbende krydret med løbsoplevelser fra både ind- og udland, og med mange grin og smil undervejs.
I forhold til træning, nævnte Joakim flere gange hvordan han bruger interval træning og tidtagning i en gruppe af ligesindede heste. Her har vi lidt undervisningsmateriale der nu bruges i licensundervisning. Det kan du finde her.
Tusind tak til Joakim for at han havde lyst til at besøge Solskinsøen – og til alle deltagere der bakkede op om arrangementet!
Denne skrivelse er lånt fra Bornholms Brand Park.
Bornholms Travselskab







