Topafstammet danskejet unghest død af kværke
Topafstammet danskejet unghest død af kværke
Efter nogle dages rygter, så er Travet.dk de første til at få bekræftet, at en hesteejers mareridt blev til virkelighed forleden, da den danske traventusiast og ejer Bertel Maigaard mistede sin lovende 2‑årige hingst Richie Rich. Den blot 2-årige unghest, der var i fuld træning hos Jägersro‑træneren Per Nordström, døde som følge af den frygtede og stærkt smitsomme sygdom kværke.

Richie Rich var ikke hvilken som helst unghest. Med International Moni som far og Red Rose America som mor var der tale om en topafstammet hingst med et særdeles lovende potentiale. Han var halvbror til flere markante profiler, heriblandt Preacherman (2.251.500 SEK), Godfather (1.571.363 SEK) og Queen Of America (1.021.856 SEK). Kombinationen af afstamning, træningsmiljø og tidlige indikationer gjorde Richie Rich til et af de mest spændende danskejede heste i årgangen.
Hingsten var opdrættet af Panamera Racing i Tappernøje, der gennem en årrække har markeret sig som en af Danmarks mest succesfulde avlsoperationer. Netop derfor rammer tabet ekstra hårdt – både sportsligt og følelsesmæssigt.
Allerede i november kunne Travronden berette, at kværke var konstateret hos Per Nordström. I den forbindelse udtalte Nordström, at sygdommen havde ramt hans nye gård, hvor åringerne befandt sig:
”Vi har kværke på den nye gård, hvor mine åringer står. Tre eller fire af dem har haft op mod 40 graders feber. Det er første gang i mine 35 år, at jeg oplever det her,” forklarede han til Travronden.
Han beskrev samtidig de omfattende konsekvenser, sygdommen medfører – ikke kun for de syge heste, men også for hele driften:
Kværke er en af de mest frygtede sygdomme i hesteverdenen. Den er ekstremt smitsom, kræver omfattende isolation og kan – som i Richie Richs tilfælde – få fatale konsekvenser. De to nabogårde, blot 300 meter fra hinanden, blev underlagt strenge restriktioner: ingen færdsel mellem staldene, ingen fælles frokostpauser, ingen kontakt på tværs. Sygdommen lammer ikke kun hestene, men hele den daglige drift.

Til Travet.dk fortæller Bertel Maigaard:
Jeg kan bekræfte at Richie Rich desværre er gået bort af hvad der med al sandsynlighed er vandrende kværke. Dyrlægerne på Helsingborg Dyrehospital kunne ikke redde ham, da de fik ham ind til operation.
Heldigvis flyttede jeg sidste år Wise Guy da kværken brød ud i stalden, så den er ikke i fare for at blive ramt af samme skæbne.
Om Kværke
Kværke er en infektionssygdom hos hest, forårsaget af bakterien Streptococcus Equi. Infektionen spredes ved kontakt med snot og pus fra inficerede heste, og hvis man har en hest med kværke i stalden, så kan man regne med at 32-100% af hestene i stalden vil blive syge. Det er med andre ord en meget smitsom sygdom. En særlig feature ved kværke er det forholdsvist høje antal af raske smittebærere, og nyere undersøgelser har klarlagt at disse heste ofte huser bakterien i deres luftposer. I udlandet er det ikke usædvanligt at der stilles krav til negative prøver udtaget fra luftposerne, før en hest kan få adgang til stalde og rideetablissementer. Det er endnu ikke klarlagt hvorfor disse raske smittebærere ikke selv bliver syge, men en teori er at infektionen først slår an, når den raske smittebærer selv bliver syg eller svækkes af anden årsag.
Rent sygdomsmæssigt er kværke karakteriseret ved høj feber, gul-grønt snot samt hævelse og byld-dannelse i lymfeknuder i kæbe- og svælg-region. Diagnosen stilles på symptomer, og bekræftes ved laboratorieundersøgelse af snot eller pus fra bylder. Desværre har jeg i år selv oplevet et tilfælde, hvor vi havde mistanke om kværke og tog en prøve, der viste sig at være negativ. Til vores ærgrelse endte hesten med at smitte flere andre heste i besætningen. Dette fænomen kaldes falsk-negativ prøveresultat, og det sker så sjældent, at vi normalt stoler helt og holdent på prøveresultatet. Fremover vil vi derfor stille diagnosen på symptomerne, det er trods alt bedre at være FOR forsigtig i denne sammenhæng.
Kværke forløber normalt forholdsvist “fredeligt”, og de fleste heste kommer sig uden problemer. Der kan være langvarig feber, men bakterien er oftest ikke vanskelig at bekæmpe. Normalt varer sygdommen 2-3 uger. Mens hesten er syg, så spreder den også smitten, og derfor bør man pålægge sig selv og sine heste karantæne i en periode, der varer indtil 14 dages efter den sidste, smittede hest i stalden er blevet helt rask.
Kværke har to væsentlige komplikationer, vandre-kværke og brandfeber. Ved vandrekværke breder betændelsen sig fra lymfeknuderne i svælg-regionen til andre lymfeknuder i kroppen, særligt i lungerne, tarmene, lever, nyre, hjerte og hjerne. Det siger sig selv at spredning til disse organer kan få alvorlige konsekvenser for hesten. Nogle gange kan heste få åndedrætsbesvær fordi de hævede/bylde-befængte lymfeknuder trykker på svælget eller struben, hvilket kan nødvendiggøre en kirurgisk spaltning af bylderne.
Brandfeber er alvorlig komplikation af kværke, der ses hos heste, der tidligere har haft kværke eller er blevet vaccineret mod kværke. Sygdommen består af en voldsom betændelsesreaktion af hestens blodkar. Nyere undersøgelser viser at heste med lav blodprocent er mere tilbøjelige til at udvikle brandfeber, men årsagen hertil kendes ikke. Ved brandfeber hæver hestens hovede, ben og bug voldsomt, og der ses blodudtrædninger på slimhinderne i mundhulen. Heste med brandfeber har det VIRKELIG dårligt, og sygdommen kan være livstruende. Behandlingen består at antibiotika, binyrebarkhormon og anden understøttende behandling.
Behandling og Forebyggelse
Som sagt så kommer de aller fleste heste sig over deres kværke, oftest efter antibiotika-behandling. Forebyggelse består af isolation af smittede heste. Her må vi som heste-ejere stole på hinanden og holde selvjustits. Man må pænt holde sig hjemme, hvis der er heste med kværke i stalden. Og husk at der kan gå 3-14 dage fra at hesten er blevet smittet til den begynder at blive syg, og i den periode kan hesten se helt rask og normal ud. Der findes vacciner mod kværke, dog ingen kommercielt tilgængelige i Danmark lige pt. Vaccinationerne give heller ikke en fuldstændig beskyttelse mod kværke.
Efter overstået sygdom har hestene opbygget immunitet mod sygdommen, og heste over 5 år bliver sjældent så syge som ungheste, plag og føl.













