Tilbageblik – Poul Reichardt vandt Derbyet
Vi fortsætter vores tilbageblik frem mod Dansk Trav Derby.
Vi har bragt denne skrivelse tilbage i 2022.
Poul Reichardt vandt Derbyet.
Har Poul Reichardt virkelig vundet travderbyet? Populære kendte navne udefra er et stort plus i travsporten.
Lige her er alle travfolk vist enige. Aktuel er Ghita Nørby, en af vore mest kendte skuespillere gennem mange år, og som har givet navn til Lundens populære anpartshest, Ghita Nørby. Og i galopsporten ser vi nu f. eks. Sanne Salomonsen føre sig frem, også på landsdækkende TV, hvilket er med til synliggøre væddeløbssporten for mere almindelige mennesker, der ikke har det store kendskab til sporten.
Ghita Nørby har tidligere været fremme indenfor travsporten. Som et af fotoene i denne artikel viser, var samme Ghita Nørby, tilbage i 1961, også på travbanen i Charlottenlund.
Det skete i forbindelse med lodtrækningen forud for afviklingen af Dansk Trav Derby 1961. Banens medarbejder, den senere direktør Carl Andersen, havde gode forbindelse indenfor filmverdenen.

Populære navne
Såkaldte kendisser, der mere eller mindre helhjertet støtter sporten, er vi altid glade for. De giver normalt et godt signal, og vækker ekstra interesse hos mange, der på forhånd ellers ikke skænker væddeløbssporten mange tanker.
Klaus Pagh, Poul Bundgård, Arthur Jensen, Dirch Passer, og mange andre, var kære gæster på travbanen i Charlottenlund.
Claus Ryskjær, den nu afdøde skuespiller, var i mange år en af stjernerne i Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken, og han besøgte travbanen i afholdte showløb i forbindelse med reklamefremstød for netop Cirkusrevyen. Det er mange år siden, og revyen på Bakken er så populær, at der hurtigt bliver udsolgt, så der er nok ikke behov for den slags reklamefremstød længere. Og ”publikumstilstrømningen”, hvis man kan kalde den det, er som regel nu om dage ret begrænset, så reklameværdien her er heller ikke stor længere i forhold til de mange travtilskuere, der var før.
Tarok-filmen kom for nogle år siden, hvilket også tilførte masser af omtale. Men tilbage til Poul Reichardt. Hvad var det nu med ham og Derbyet?

Kom så Junker
Det var nu en derbysejr på filmlærredet, og Poul Reichardt var vinderkusken. Som sædvanligt indlevede Poul Reichardt sig meget ind i rollen. Han var på forhånd interesseret i travsporten, og det hjalp nok også på hans entusiastiske tilgang til hovedrollen i filmatiseringen af Morten Korch-klassikeren fra 1943, ”De røde heste”.
Poul Reichardt boede tæt på Charlottenlund Travbane, og han blev ofte set vandrede rundt i området, medbringende sine manuskripter, højt talende og agerende for at lære sine kommende roller.
”Poul Reichardt skal lægge sig næstsidst i feltet med Game Warden og holde denne placering under hele den første omgang. Ved anden omgangs begyndelse skal det gøres muligt for ham, lidt efter lidt, at overhale de øvrige 8 deltagere i løbet for så til slut, efter en spændende spurt, at sætte ham i stand til at komme først over mål”. Sådan lød ”køreordren” fra filmens instruktør forud for optagelsen af det fingerede derbyløb i 1949 af slutscenerne til filmen, optaget på travbanen i Charlottenlund.
Poul Reichardts kørehest hed Junker i filmen. I realiteten var det den aldrende travstjerne, Game Warden, med bl.a. en DM-sejr i bagagen og 54 sejre, og født i USA i 1936, der spillede Junker. Så Game Warden var faldet for aldersgrænsen, men livede gevaldigt op under optagelse til ”derbyet”, fortælles det. Den nød tilsyneladende igen at spille en hovedrolle i et travløb.
En succes
”De røde heste” havde premiere i biograferne den 9. januar 1950. Foruden hovedrolleindehaverne, Poul Reichardt og Tove Maës, var det populære trekløver, Ib Schønberg, Peter Malberg og Maria Garland, også rolleindehavere. De Røde Heste anno 1950 blev en af dansk spillefilms største succeser. – Det fortælles, at Morten Korch senere, når han besøgte sin hjemstavn på Fyn, også besøgte Game Warden, der opholdt sig i Sanderum.
Samme Game Warden var som nævnt en succes som væddeløber. Ankom til Danmark som unghest, og forsatte med succes at deltage i løbene til og med sit tolvte år. Den blev betegnet som værende i den højeste klasse i Danmark, på højde med de andre af fortidens stjerner som Lauritz, Sonny Diamond, Addison, Rex The Great og Harrison Dillon. Men i avlen….
Ja, det var ikke den store succes. Den står noteret med 79 afkom. En af de bedste var Den Gule Enke. Eller som den hed rettelig i Fødselsregisteret; Clicquot. Og hvem blev ejer af den gode hoppe, født i 1957? Såmænd Poul Reichardt, historien krydser ofte hinanden. Poul Reichardts ”Derbyvinder”, Junker/Game Warden, var således far til Clicquot, så måske var det derfor Reichardt købte den.
Clicquot gjorde det godt, oftest for træner Jørgen Olsen, og den fik selv hele 11 afkom. Dog ingen storstjerne her, bedst Nu Bangsbo-afkommet fra 1976; C-Nu, med 17,6a og 230.000 kr. En ny version af ”De røde heste” blev indspillet i 1968.
Skrevet af Kenn Erik Beck i 2022 til Travet.dk






