Godt nytår og tanker om året, der er gået
Godt nytår og tanker om året, der er gået
Så er vi nået til årets sidste dag, og det er tid til at se tilbage på de mange oplevelser, udfordringer og glæder, som året har bragt med sig.
Et nyt år giver os også en særlig anledning til at reflektere over, hvad vi har lært, hvad vi er taknemmelige for, og hvad vi ønsker at tage med os videre. Det er også en tid til at sætte nye mål og drømme for fremtiden – store som små.
2025 har været et år fyldt med både spændende øjeblikke og udfordringer for Travet.dk. Trods en skærpet konkurrence er vi endnu engang det mest fulgte danske travmedie. Vi er stolte over, at både danske og udenlandske medier igen i år har valgt at citere og henvise til vores indhold. Det er en tillidserklæring, som vi sætter stor pris på.
Det er også glædeligt, at flere landsdækkende nyhedsmedier har citeret Travet.dk og henvist til vores artikler i løbet af året. Vi ønsker hermed både danske og udenlandske medier, der dækker travsporten, et rigtig godt nytår. Det er som oftest en fornøjelse at samarbejde med jer.

Et godt nytår til de aktive
Travet.dk har i 2025 leveret ca. 300 nyheder om måneden i gennemsnit. Udover de daglige nyheder har vi været til stede på alle danske travbaner – med undtagelse af Bornholm – og vi har gjort vores bedste for at være synlige året igennem.
Denne indsats ville ikke være mulig uden de aktive i sporten og deres villighed til at medvirke. Det gør det muligt for os at dække sporten bredt og nuanceret.
Et stort og varmt nytårsønske skal derfor lyde til sportens aktive og jeres nærmeste. Vi sætter stor pris på jer og jeres engagement.
Hesteejere, sponsorer og opdrættere
I er fundamentet for travsporten, og vi har været privilegerede at samarbejde med mange af jer i 2025 – både gennem nyhedsformidling, som brugere af vores salgsmenu og som annoncører.
Det er altid en fornøjelse at møde jer på de danske baner, og jeres opbakning er en stor motivationsfaktor for os i arbejdet med at drive Travet.dk.
Vi glæder os også til at se jer i 2026.

Sportens udfordringer
Man kommer ikke uden om, at dansk travsport står over for betydelige udfordringer i de kommende år. Det har 2025 gjort tydeligt. Debatten har kørt intenst på vores sociale platforme, hvor både aktive, ejere, trænere og fans har delt bekymringer, analyser og forslag til forandring. Det er et tegn på engagement – men også et signal om, at noget skal justeres, hvis sporten skal stå stærkere i fremtiden.
Når vi kigger ind i 2026, er ønsket enkelt: at sporten formår at finde en bæredygtig model, som alle kan se sig selv i. En model, der både tager højde for økonomien, bredden, talentudviklingen og den kultur, der gør travsporten til noget særligt i Danmark.
Det kræver, at vi tør tage de nødvendige samtaler. At vi tør lytte. Og at vi tør handle – ikke kun for vores egen skyld, men for sportens fælles fremtid.
Vi hilser konkurrence velkommen
Hos Travet.dk byder vi konkurrence velkommen, da det skærper vores redaktionelle niveau. Derfor har vi også prioriteret at videreuddanne os – undertegnede har for tredje år i træk tilbragt tid på skolebænken for at styrke det skriftlige arbejde. Vi stræber konstant efter at blive bedre, og den ambition vil vi fastholde fremadrettet.
Men vi må også påpege en udfordring: Når det ikke længere handler om at levere flest opdateringer pr. måned, have flest potentielle kunder, have den nyeste platform eller de bedste forudsætninger for at promovere sporten via flest følgere på de sociale medier, bliver det svært at forstå visse prioriteringer.
Vi har oplevet at blive fravalgt til fordel for aktører der leverer markant mindre på disse tal. Det finder vi problematisk, at dette forekommer hos sportens officielle partnere. Det er svært at se det anderledes end, at vi er uønsket nogle steder i sporten.
Når fokus ikke ligger på at være mest produktiv, have flest potentielle kunder, den nyeste platform eller det største antal følgere, men i stedet på relationer eller andre faktorer, som vi ikke kan påvirke, bliver det en udfordring/svært for os.

Fremtiden for Travet.dk
Vi startede Travet.dk fra bunden i oktober 2014, og i 2026 tager vi et markant skridt i vores udvikling. Efter flere år med små skridt fremad, er målet nu at transformere Travet.dk til en bæredygtig forretning.
Vi har klare kommercielle ambitioner og en tydelig retning for fremtiden. Ambitionen er at fremtidssikre Travet.dk og samtidig fortsætte med at levere indhold af kvalitet til glæde for sporten og dens aktører.
Vi ønsker jer alle og jeres nærmeste et godt og lykkebringende nytår.
Til sidst skal der også lyde et godt nytår til vores samarbejdspartner i Norge – Trav365.no.
Tak for i år.
Af: Ulrik Pedersen.
