Svenskt Travderby til Joviality
Svensk Travderby 2023 gav sejr til Chapter Seven-hoppen Joviality og Erik Adielsson (Topbilledet). Det var løbets eneste hoppe, der vandt dette års udgave af Svensk Travderby.
Der skal også knyttes en kommentar på Erik Adielsson i sulkyen. Der har været kritiske tunger på de sociale medier i år, og dem lukkede man i den grad munden på.
En fremragende styring leverede Erik Adielsson bag Joviality.
Erik Adielsson begyndte at køre travløb som 18-årig og har sidenhen kørt ca. 32.000 løb. Det er blevet til 5.300 sejre, og der er indkørt 654 millioner skr. i karrieren.
Når man snakker dyrevelfærd og moralsk kompas, så er det også vigtigt at fremhæve de positive eksempler. Her er Erik Adielsson et soleklart eksempel, og i 2021, kunne vi fremhæve 10 års kørsel uden en eneste bøde til den svenske topkusk.
Dagens løb
Der var ingen tvivl om udfaldet af spidskampen, for her fremviste Dancer Brodde en enorm starthurtighed for Johan Untersteiner, men kort efter rendte Dancer Brodde ud i en galop.
Erik Adielsson sad nu i spid med Joviality, og dette med danskejede Coquaholy bagved sig. Der var kort efter fremstød fra Adrian Kolgjini som fik lov til at overtage spidsen bag Barack Face.
De første 500 meter blev afviklet i 14 tempo. Vi fik kort efter et speedryk, da Esposito trykkede voldsomt på for at skabe plads til at komme ned bagved den førende, men den manøvre lykkedes ikke.
Det gav en 1000 meters notering på 1.13,0. Vi bemærkede sidenhen at Björn Goop søgte væk fra tredje par udvendigt og fandt andet par udvendigt i en fin manøvre.
Der var med en omgang til mål flere ekvipager der lagde an til fremstød. Her forsøgte Greensboro Zet sig, og samtidig kørte Björn Goop frem udvendigt på den førende med Coquaholy.
Der blev løbet stærkt på sidste langside, hvor flere forsøgte at tage meter ind. Den førende Barack Face så dog fortsat stærk ud, og ind i sidste sving faldt flere fra.
Det åbnede løbet op for Joviality, som resolut blev sendt ud i andet spor, og frem udvendigt på den førende. I en god afslutning og efter elegant styring kunne Joviality vinde Svenskt Travderby 2023.
Vinder: Joviality
Træner: Sabine Kagebrant
Kusk: Erik Adielsson
Ejer: Stall Courant AB, Heby
Opdrætter: Am Bloodstock AB, Stockholm
Arkivbillede af Erik Adielsson på Charlottenlund Travbane – Foto Travet.dk.






