Solvalla vinderen – Vi fik skambud
Mook sikrede Elitlopps-weekendens første dansktrænede sejr. Men det kunne have været i andre hænder, hvis det ikke havde været for et skambud, der irriterede ejerne, som dermed valgte at beholde Mook.
Topopdrættede Mook ejes af hårdtsatsende Nordic Horse Farm. Trygve og Jan Petter Hansen gemmer sig bag navnet. De kunne hente 60.000 NOK, efter at Ready Cash-datteren spurtede sig til sejr på Solvalla.
Det er dog ikke mange uger siden, at hesten var til salg.
– Vi var ved at opgive hende, og ville sælge hende. Vi forlangte 150.000 kr., men ingen ville give prisen. Vi fik blandt andet et skambud på langt under 100.000 NOK og leveret til Norge.
Det var vi ikke interesserede i, så vi besluttede at beholde hende. Det begyndte sidenhen at gå vores vej, og efter forrige start, var der købere igen, men nu ønskede vi ikke at sælge.
Nu er jeg meget glad for, at vi ikke fik solgt, griner Jan Petter Hansen.
Han er normalt ringside, når hestene starter. Men ikke fredag.
– Nej, vi havde kun den ene, så vi droppede at rejse. Vi overvejede at melde Thai Brooklyn, men vil gerne starte hende i Trond Andersens mindeløb på Bjerke og det ville blive for hårdt med begge dele, siger han.
Nu håber han på fortsat udvikling for Mook.
– Hun er tilmeldt alle de svenske storløb, men spørgsmålet er, om hun kan følge med de større løb der. Vi får se, om hun ikke bliver en brugbar væddeløbshest, konstaterer han.
Desuden har de en plan B.
– Med den stamme, hun har, kan vi avle på hende. Det var også tanken, da hun blev købt, smiler han.
Den daglige træning af Mook står Team Westergaard af.
Foto: Trav365/Trond Pedersen







