Sofie Pihl vandt DM
Lørdag blev der afholdt DM for ponykuske i Aalborg, hvor ni deltagere konkurrerede i tre løb hver. Da resultaterne var gjort op, skilte kun ét point guld- og sølvmedaljen.
Guldet gik til Sofie Pihl, der med en sejr, en fjerdeplads og en andenplads opnåede 17 point. Sølvet blev vundet af Alberte Bach Christiansen, som med to tredjepladser og en sejr sluttede lige i hælene med 16 point.
Bronzemedaljen gik til Tabea Munk, der samlede 11 point sammen i løbet af konkurrencen.
Kåret ved Hestesportens Galla
Sofie Pihl startede med at køre ponyløb i 2016, og hun har allerede gjort sig flot bemærket ved flere lejligheder.
Gårsdagens sejr var den 89. sejr i karrieren blandt ponyerne, og det er også blevet til 99 andenpladser og 107 tredjepladser.
Hun havde sin bedste sæson i 2024, hvor det blev til hele 21 sejre i løbet af året, som kom i hus i 124 starter.
Ved Hestesportens Galla for et par måneder siden blev Sofie Pihl kåret til årets pony-profil sammen med tre andre.
Ponysporten i Danmark
Ponysporten er for alle hesteinteresserede børn og unge mellem 3 og 18 år, ligesom vi har en ungdomsrække fra 16-25 år. På Danmarks ni væddeløbsbaner samt to baner kun forbeholdt ponysporten, dyrkes de tre discipliner indenfor væddeløbssporten, trav, monté og galop.
Ponysporten er organiseret i DH Ungdom. Cirka 400 ponyvæddeløb afvikles året rundt på landets væddeløbsbaner, og der er omkring 200 børn og unge med licens til at deltage i løbene.
Man kan på nogen travskoler starte allerede som 3-årig sammen med en voksen med at “Gå til pony”, som 6-7 årig kan man være med på hold i travskolerne med ponyer.
Vil du deltage i løb kræver det et licens, specifikt målrettet til børn og unge, som skal uddannes indenfor ponysporten. Undervisningen sker på Ponytrav- og galopskolerne, som er er tilknyttet landets væddeløbsbaner og varetages af erfarne og kompetente undervisere. Der findes undervisning for både nybegyndere og dig som vant til at omgås heste og ponyer.






