Seven Nation Army heroisk i Prins Carl Philips Jubileumspokal
Bo Westergaard-trænede Seven Nation Army imponerede stort i dette års udgave af Prins Carl Philips Jubileumspokal, hvor den amerikanske traver tog andenpladsen.
Bo Westergaard havde på forhånd meddelt at Seven Nation Army på nuværende tidspunkt indeholdt en 10-notering, og Aalborg-træneren kørte med stor tiltro til sin hest.
Seven Nation formåede at tage spids, men fik omgående Iznogoud AM udvendigt for sig. Der blev kørt væddeløb, og således ramte Seven Nation Army 500 meters noteringen i 1.04.9.
Erik Adielsson trak sidenhen følehornene til sig og søgte ned bagved Seven Nation Army med Iznogoud AM. Det betød at Alexandro Gocciadoro havnede udvendigt på Seven Nation Army med tyske Jimmy Ferro B.R.
Der blev fortsat løbet stærkt, og Seven Nation Army fik ikke et sekunds fred fremme i spids undervejs. De første 1000 meter blev afviklet i toptiden 1.09,9.
Det høje tempo fremme i feltet gjorde det svært for de øvrige deltagere at tage meter ind. I sidste sving stod kampen om sejren mellem en heroisk kæmpende Seven Nation Army og Jimmy Ferro B.R.
Den duel tog den tysk/italienske ekvipage sig af, men stor ros til dansktrænede/danskejet Seven Nation Army, som både åbnede i toptempo, og sidenhen ikke fik et sekunds fred fremme i spids.
Der var 300.000 til Jimmy Ferro B.R (Love You), mens der var 150.000 skr. til Seven Nation Army. Vi bemærker at Thomas Lind-Holm opdrættede Glamorous Rain var fjerde til 45.000 skr.
Løbet blev vundet i tiden 1.09,5/1640 m. Auto – Seven Nation løb 1.09,6 på andenpladsen. De sidste 500 meter blev afviklet i 1.08 tempo.
Sikke et væddeløb!
Arkivfoto – Burt Seeger.






