Så kan vi melde ud – Björn Spangenbergs trænerlicens inddraget
Så kan vi melde ud – Björn Spangenbergs trænerlicens inddraget
Travet.dk kunne allerede tidligere på måneden lave denne nyhed dog uden vi kunne sætte navn på.
Det kan vi i dag.
I dag skriver Dansk Hestevæddeløb: Brud på anti-doping reglementet medfører midlertidig inddragelse af licens.
Den midlertidige licensinddragelse har virkning fra dags dato, mens behandlingen af sagen fortsætter.
Opbevaring af store mængder af dyrlægeforbeholdt medicin i strid med anti-doping reglementet medfører midlertidig inddragelse af licens
DH Sport foretog den 24. november 2025 et uanmeldt besøg hos travtræner Bjørn Spangenberg i Løgumkloster. I stalden blev der fundet et stort antal af forskellige former for dyrlægeforbeholdt medicin, infusionsvæske og udstyr til infusion, samt et stort antal sprøjter og kanyler.
Et administrationsudvalg nedsat af DH Sport har efterfølgende behandlet sagen og bl.a. indhentet yderligere oplysninger fra både Bjørn Spangenberg og Fødevarestyrelsen. Bjørn Spangenberg har nægtet at have ansvar for de gjorte fund.
På baggrund af fundet hos Bjørn Spangenberg og de oplysninger, som administrationsudvalget sidenhen har modtaget, har administrationsudvalget besluttet at foretage en midlertidig inddragelse af Bjørn Spangenbergs trænerlicens, mens behandlingen af sagen fortsætter. Den midlertidige licensinddragelse har virkning fra dags dato.
Når sagsbehandlingen er afsluttet, fremsendes sagen til SDK inden endelig afgørelse træffes i sagen, skriver man på DH.DK.
Vi har tidligere interviewet Uwe Bredahl om dette. Det kan man læse mere om her.
Travet.dk har ikke modtaget dagens pressemeddelelse fra DH. Årsagen er, at vi ønsker en officiel formidlingsaftale, så vi kan sikre, at alle medier behandles ens. I sidste måned ville man vende tilbage, men vi har endnu ikke modtaget et udkast.
Indtil en formel aftale er på plads, vil vi være nødt til at sortere i, hvilke nyheder og hvilket materiale fra DH vi publicerer i 2026. Dette gælder alt materiale fra DH.






