Rene Jonassen – Bedste sejrsprocent i flere år
Rene Jonassen hentede i går to sejre på Bornholms Brand Park, og Lunden træneren fortsætter dermed sin fine sæson, som indtil nu har budt på 12 sejre.
Det lå ikke i kortene inden sæsonen, at Rene Jonassen inden 1. juli skulle have rundet sidste års cifre i indkørte præmiepenge samt at ligge med den højeste sejrsprocent i flere år.
Staldens egne heste er 70.000 kr. fra at nå sidste års cifre, og de tal bliver med garanti også nået i år. Stalden tæller 17 heste og blandt disse findes der syv 2 åringer, og hele 15 heste er 4 år eller yngre.
Rene Jonassen tog skeen i den anden hånd sidste år, og indkøbte et større antal heste på de danske auktioner, mens flere af de lidt ældre løbsheste gik ud af stalden.
Derfor lå det ikke i kortene, at Lunden-træneren allerede midt på sæsonen skulle runde sidste års cifre. Staldens alderspræsident er 6-årige Cody S, der i morgen går til start på Charlottenlund Travbane.
Arveligt belastet
Som mange andre travtrænere er Rene Jonassen (f. 1969) også “arveligt belastet” som søn af amatørkusken Kaj A. Jonassen og efter et praktikophold hos Arvid Olsen i 10. klasse, var han ikke længere i tvivl: Han ville være travtræner!
Efter skolen fik Jonas i 1985 job som staldmand hos Arvid Olsen, hvor han var i 14 år, hvor det bl.a. blev til tre landschampionater for jockeyer (1997-99) samt et par jockeychampionater på Skovbo og NFT. Han vandt desuden Fini Els Jockeymesterskab.
Det blev til ca. 160 sejre som jockey inden Jonas d. 1. januar 2000 tog springet og startede som selvstændig med stald på Skovbo.
Årets sejrsprocent på 11, er den bedste i flere sæsoner for Rene Jonassen.






