Redaktørens hjørne – Det har været voldsomt
De seneste dages debat i ind og udland omkring Bo Westergaards positive A-prøve har været voldsom, og undertegnede har flere gange været nødt til at gribe ind på vores sociale platforme.
Juvel der er ytringsfrihed i Danmark, og der er højt til loftet, men derfor er de fleste af debattørerne på de sociale medier også voksne mennesker, der bør kunne føre en dialog indenfor ”normale” rammer.
I Norge har vores samarbejdspartner Stein Larsen været ude at opfordre til en bedre tone. Vær skeptisk, hav spørgsmål, men lad nu være med at korsfæste nogen offentligt.
Undertegnede har bragt to læserbreve på Travet.dk. Jeg kunne have fyldt sendefladen ud med læserbreve, mails, beskeder fra vores indbakke, men det skal også stoppe et sted.
Doping i enhver form skal der slås hårdt ned på, og der er ingen undtagelser. Det er ødelæggende for vores sport, det er ødelæggende for sportens renommé, og det er ikke mindst umådelig synd/trist for de dyr, der bliver udsat for dette.

Undertegnede er ikke dommer eller bøddel
Undertegnede er flere gange blevet opfordret til at gå hårdere til Team Westergaard efter den positive A-prøve. Vi er i den forbindelse blevet kaldt mindre pæne ting, da man ønsker vi skal gå mere til Bo Westergaard.
Travet.dk er ikke dommer, men et nyhedsmedie. Det er noget vi tager seriøst, og i forbindelse med Bo Westergaard-forløbet har vi forsøgt at faktatjekke kontinuerligt undervejs.
Det omhandler alt fra urene bokse, fortalelse i ATG-live studiet, B-prøven med mere. Vi har stået på tæerne af baneledere, bestyrelsesfolk og ikke mindst Danskhv for at faktatjekke efter bedste evne. Der har været lukket i langt de fleste tilfælde.
Ordet fakta er brugt flittigt i disse dage, og helt konkret ved vi ikke meget. Der er ikke meget at hente når vi henvender os, og beskeden er den samme – Vi venter B-prøven.

Debat er sundt og kan være konstruktivt
Når Travet.dk har valgt at have sider på de sociale platforme, så giver vi også vores læsere muligheden for at kommentere på vores artikel materiale.
Det har været et fuldtidsarbejde at administrere vores Facebook side indenfor de seneste 48 timer, og vi vil gerne opfordre til en ordentlig tone. Der er højt til loftet, og der skal være højt til loftet, men vi har også været nødt til at moderere i flere opslag.
Debat er sundt, men vi vil herfra gerne opfordre til en ordentlig tone, hvor vi kan debattere ud fra.
Redaktør Ulrik Pedersen







