Redaktøren – Sådan spiller klaveret ikke
Det er blevet tid til en udgave af Redaktørens hjørne, og det er der flere årsager til.
Bertel Maigaard er på vej til at blive den nye formand for Dansk Hestevæddeløb. Det har skabt debat på de sociale medier, men hvad forestiller kritikkerne sig egentlig.
Forventer man at der kommer en mand udefra med de rette kompetencer og lederegenskaber ud af det blå. En erhvervsmand, der kan dokumentere resultater fra erhvervslivet, og som er til at aflønne af sporten.
En mand/kvinde, der samtidig er parat til at bruge et utal af arbejdstimer, og samtidig skal acceptere personangreb og kritik på kontinuerlig basis.
Undertegnede tvivler på at disse erhvervsfolk findes, og hvis de gør, så kan de tælles på en hånd. Jeg skal ikke tale den kommende formand op eller ned, men i stedet må man se på fakta.
Bertel Maigaard har formået at starte en virksomhed, som i dag jonglerer med beløb i milliardklassen. Han er blevet fremhævet i amerikanske medier for sin måde at drive forretning på, og han kan dokumentere succes fra det private arbejdsmarked.
Bertel Maigaard må dermed formodes at kunne noget med tal som ganske få. Han har samtidig indsigt i dansk travsport som aktiv, men også fra poster i DTC med mere.
Bertel Maigaard satte tryk på forhandlingerne med svensk travsport, og var også involveret i de ekstra 32 millioner til Dansk Travsport, som er øremærket bredden.
Der er dermed målbare resultater at vurdere Bertel Maigaard ud fra. Hvad vil en dygtig erhvervsmand, en mand der eksempelvis kunne tjene mange flere penge i andre bestyrelser rundt omkring i det danske erhvervsliv med magten i Dansk Hestevæddeløb.
Hvilken situation er det Dansk Hestevæddeløb står overfor, hvilke kompetencer er det sporten har brug for, og findes den leder der kan agere på de udfordringer sporten står overfor. DTC har valgt at pege på Bertel Maigaard, og man må gå ud fra at den kommende formand, har fremlagt en plan for sporten, som bestyrelsen i DTC har set muligheder/udvikling i.

Bo Westergaard sagen
Der går ikke en eneste dag i ugen, hvor undertegnede ikke får en sms-besked, mail eller et telefonopkald omkring Bo Westergaard sagen. De fleste henvendelser handler dog om det samme.
Hvornår kommer der en evt. dom, og hvorfor er der ikke kommet en dom, og de lidt mere bombastiske vil have vores medie til at gå hårdt til Bo Westergaard.
De kritiske røster er også ude med kritik af de danske medier for håndteringen af Bo Westergaard sagen. Det er henvendelser der går på at enkelte medier støtter op om Bo Westergaard, og dennes hesteejere til at medierne ikke er kritiske nok.
Lad det være sagt med det samme. Undertegnede driver et travmedie, og retningslinjerne for dette er beskrevet op til flere gange, så den redaktionelle linje kan ikke overraske nogen.
Den primære opgave er at give læserne en redelig og troværdig journalistik. journalistikken i de artikler, som produceres på Travet.dk, skal være kritisk, fordomsfri og fair.
Vi afventer i disse uger en officiel udmelding, og så skal vi nok bringe en dom, når denne forekommer. I vores dækning, har vi været i kontakt med DTC, Dansk Hestevæddeløb. Vi har bragt udenlandske artikler og et indslag fra ATG, hvor hovedpersonen selv udtalte sig.
Det er ikke min opfattelse at tingene kommer til at gå hurtigere, hvis bare Travet.dk skruer op for retorikken eller er mere kritisk i vores dækning. I stedet kan vi se tilbage på et forløb, hvor ordentlighed har været i centrum.
Det er ikke vores opgave at tage parti eller deltage i en offentlig slagtning af enkeltpersoner. Det er til gengæld vores opgave at dække de enkelte emner i dansk travsport på en seriøs, professionel og ordentlig måde.
Ulrik Pedersen – Redaktør på Travet.dk







