Redaktør: Hvad er mediernes opgave – og kan medierne tillade sig at kommentere, som de vil?
Det er et naturligt spørgsmål at stille netop nu. Daniel Redén er et af de absolutte topnavne i international travsport, og når en profil af hans størrelse offentligt meddeler, at han ikke længere ønsker at stille op til interviews hos Kanal 75 og ATG Live, giver det anledning til refleksion.
Sagen har sat mange tanker i gang hos undertegnede. Jeg har siden oktober 2014 med jævne mellemrum oplevet opdrættere, trænere, kuske og hesteejere, som af den ene eller anden grund ikke har ønsket at stille op til Travet.dk.
Nogle gange skyldes det noget, vi har skrevet. Andre gange handler det om relationer til andre medier, personlige relationer eller andre tilhørsforhold. Sådan er virkeligheden, når man driver et medie i et forholdsvis lille miljø.
Alle kender alle
Dansk travsport er ikke Premier League. Miljøet er lille, og trænere, kuske, opdrættere, hesteejere, baner, organisationer og medier møder konstant hinanden i det samme miljø.
Man kan interviewe en person fredag aften og to dage senere være nødt til at stille den samme person et kritisk spørgsmål. Det er netop dér, rollerne nogle gange støder sammen, og hvor personlige relationer kan komme under pres.
Der findes mange holdninger til, hvordan et travmedie bør drives. Der findes også mange holdninger til, hvilke historier der skal skrives, hvordan de skal vinkes, hvem der skal omtales, og hvor kritisk et medie må være.
Der er til gengæld langt mindre opmærksomhed på forudsætningerne for overhovedet at drive et travmedie i Danmark. Det kan føre til sammenstød, fordi forventningerne til dækningen ikke altid hænger sammen med de økonomiske muligheder.
I denne uge kunne et af landets største kusketalenter eksempelvis meddele os, at vedkommende syntes, vi var for lidt rundt på de danske baner. Det er selvfølgelig en fair holdning, og den må man gerne have.
Vores svar var lige så enkelt. Travet.dk har været repræsenteret på samtlige danske travbaner på nær Bornholm i 2026, men samtidig står vi i en situation, hvor økonomien er gået cirka 65 procent tilbage sammenlignet med sidste år.
Så bliver man nødt til at prioritere. Det ændrer ikke på ambitionerne om at være til stede og levere bred dækning, men det ændrer på mulighederne for at være fysisk til stede alle steder.
Hvilke medier har i år været repræsenteret på samtlige danske travbaner – Vi tror ikke, der er nogen!
Journalistik koster penge
Det kan være let at sidde udefra og sige, at et travmedie burde være i Aalborg fredag, på Jägersro søndag, i Skive mandag og på Charlottenlund ugen efter. Vi ville meget gerne være alle steder.
Men der skal være økonomi til transport, arbejdstid, udstyr, fotografering, teknik, hjemmeside og alle de øvrige udgifter, der følger med. Samtidig forventes indholdet i vid udstrækning at være gratis for læserne.
Det regnestykke bliver sjældent en del af diskussionen. Når økonomien bliver dårligere, må der prioriteres, og alternativet er ikke bare, at man tager lidt mere rundt alligevel.
Alternativet kan i sidste ende være, at der bliver ét medie mindre. Det tror jeg ikke er i dansk travsports interesse, for sporten har brug for omtale, synlighed og flere forskellige medier, der dækker den.
Skal medier bare fortælle de positive historier?
Her kommer vi til det centrale spørgsmål: Hvad er egentlig mediernes opgave? Er vores opgave udelukkende at fortælle, når en hest vinder, og skrive portrætter, optakter og de historier, som alle bliver glade for?
Eller er vores opgave også at stille spørgsmål, når noget ikke giver mening? For mig er svaret klart: Et medie skal kunne begge dele og skal kunne rumme både de positive historier og den kritiske journalistik.
Et travmedie skal fortælle om sejrene, de dygtige mennesker, opdrætterne, de frivillige og alle de gode historier, sporten producerer. Men hvis man ønsker et reelt medie og ikke et informationskontor, skal der også være plads til kritik.
Der skal være plads til holdninger og til spørgsmål, som modtageren måske ikke bryder sig om. Ellers bevæger man sig væk fra journalistikken og over i noget, der i højere grad minder om PR.
Vi kommer ikke til at drive hyggejournalistik
Der er også en anden grænse, som efter min mening er vigtig at få slået fast. Travet.dk kommer ikke til at skrive pressemeddelelser for aktive, blot fordi det kan give goodwill eller skabe lettere adgang til bestemte personer.
Vi kommer heller ikke til at drive hyggejournalistik for venner og bekendte for at sikre en annoncør, bevare en god relation eller måske få et par historier ind ad døren bagefter. Den model interesserer os ikke.
Selvfølgelig skal der være gode relationer mellem medier og de mennesker, man dækker. Tillid er vigtig, adgang er vigtig, og dialog er vigtig, men relationen må aldrig blive vigtigere end journalistikken.
Hvis en annoncør, en træner, en kusk eller en hesteejer kun ønsker at samarbejde med et medie, så længe omtalen er positiv, opstår der et problem. For så er der ikke længere tale om journalistik, men om en form for byttehandel.
En annonce skal købes, fordi en annoncør ønsker synlighed over for vores læsere. Den skal ikke købes som betaling for positiv omtale eller som et middel til at påvirke den redaktionelle linje.
Et interview skal gives, fordi den aktive ønsker at fortælle sin historie eller bidrage til dækningen. Det skal ikke bruges som belønning for, at et medie tidligere har skrevet pænt eller undladt at være kritisk.
Medier har også et ansvar
Det betyder ikke, at medier kan tillade sig hvad som helst. Daniel Redéns reaktion illustrerer faktisk problemstillingen ganske godt, fordi der er stor forskel på kritik af en sportslig disposition og en alvorlig antydning om motiv eller hensigt.
Jo alvorligere en påstand er, desto bedre skal den kunne dokumenteres. Der er forskel på at sige, at en kusk efter ens vurdering kørte forkert, og på at antyde, at vedkommende bevidst kørte til fordel for en anden hest.
Det første er en sportslig vurdering. Det andet kan være en alvorlig beskyldning, og derfor følger der også et større ansvar med ordene – både for journalister, kommentatorer og eksperter.
Medier må kommentere, eksperter må mene noget, og journalister må være kritiske. Vi skal dog kunne dokumentere det vi skriver og mener. Det gør samtidig heller ikke noget, hvis ens holdninger/meninger afleveres på en konstruktiv måde.
Det har vi medier et ansvar for.
De aktive må også acceptere kritik
Omvendt kan løsningen heller ikke være, at de aktive kun stiller op hos medier, der skriver positivt om dem. Hvis adgang til interviews bliver en belønning for positiv omtale, får både sporten og journalistikken et problem.
Et medie må ikke begynde at tænke: Hvis vi skriver det her, vil han så stadig tale med os næste uge? Eller: Hvis vi kritiserer det her, mister vi så en annoncør eller en vigtig kontakt?
Hvis den slags spørgsmål bliver afgørende for den journalistiske beslutning, har mediet mistet sin uafhængighed. Så begynder relationerne at diktere indholdet, og det bør ikke være måden at drive et medie på.
Tavshed gavner ikke travsporten
Jeg mener heller ikke, det gavner sporten, når aktive, hesteejere eller opdrættere konsekvent vælger medier fra, fordi de er utilfredse med en artikel, en kommentar eller et spørgsmål. Det er selvfølgelig den enkeltes ret, men spørgsmålet er, om det er klogt.
Travsporten kæmper hver eneste dag om menneskers opmærksomhed. Vi konkurrerer med fodbold, håndbold, cykling, streaming, sociale medier og et hav af andre sportsgrene og fritidsinteresser.
I den situation har sporten brug for omtale og synlighed. Jo mere travsporten bliver omtalt, desto større er muligheden for at skabe interesse og få nye mennesker til at opdage sporten.
Jo mere interesse der bliver skabt, desto større er muligheden for, at nye mennesker begynder at følge travsporten. Nogle bliver måske spillere, mens andre begynder at besøge væddeløbsbanerne oftere.
Enkelte får måske lyst til at købe deres første travhest eller gå med i en anpartsstald. Andre kan få interesse for avl og senere blive hesteejere eller opdrættere.
Det hele begynder et sted. Meget ofte begynder interessen med, at man ser, læser eller hører noget om sporten og bliver nysgerrig efter at vide mere.
Derfor mener jeg også, at aktive, hesteejere og opdrættere skyder sig selv i foden, når svaret på kritik bliver tavshed.
Hvis medierne ikke kan få kommentarer, historier og baggrund frem eller fortælle om menneskene bag hestene, bliver produktet fattigere. Hvis produktet bliver fattigere, bliver der ganske enkelt også mindre at fortælle.
Og bliver der mindre at fortælle, bliver der færre muligheder for at skabe nye travinteresserede. Det kan udvikle sig til en ond cirkel, som ingen i sporten reelt har glæde af.
Hvem taber på det?
Jeg tror derfor, man skal være varsom med at bruge interviews som et våben. For hvem rammer man egentlig, når man vælger et medie fra og beslutter sig for ikke længere at udtale sig?
Man kan naturligvis ramme det medie, man ikke ønsker at tale med. Men man risikerer samtidig at ramme sporten, sin egen hesteejer, en opdrætter og de samarbejdspartnere, der gerne vil have synlighed.
Man risikerer også at ramme sponsorer, som netop betaler for eksponering. Og måske vigtigst af alt risikerer man at gøre det sværere at få nye mennesker til at interessere sig for sporten.
Derfor bør alle parter måske huske, at medier og aktive i sidste ende har en fælles interesse. Vi vil gerne have, at der bliver talt om travsport, og at sporten får så meget relevant opmærksomhed som muligt.
Vi vil gerne have flere læsere, flere tilskuere, flere spillere og flere hesteejere. Vi vil også gerne have flere mennesker, der får øjnene op for avl, opdræt og alle de andre sider af travsporten.
Det kræver historier, og historier kræver mennesker, der er villige til at fortælle dem. Derfor er det sjældent til sportens fordel, når døren til medierne bliver lukket.
Kritik skal kunne gå begge veje
Der ligger måske den vigtigste pointe. Medier skal kunne kritisere sporten, men sportens aktive skal naturligvis også kunne kritisere medierne og sige fra, hvis de mener, at en grænse er blevet overskredet.
Daniel Redén har naturligvis ret til at kritisere ATG Live. Han har også ret til at vælge, hvem han ønsker at tale med, præcis som ATG Live og andre medier har ret til at analysere og kommentere hans dispositioner.
Det afgørende er ikke, om man er uenig. Det afgørende er måden, man gør det på, og om man kan kritisere hinanden uden at gøre uenighed til et permanent personligt opgør.
For alternativet er et miljø, hvor alle går på listefødder, fordi man er bange for at miste en kontakt, en interviewmulighed, en annonce eller en relation. Det gavner hverken journalistikken eller travsporten.
Travsporten har brug for medier – Medierne har brug for jer alle
Travsporten har efter min mening brug for medier, der gider bruge tid på sporten. Både de store og de små, og der skal være plads til forskellige vinkler, forskellige holdninger og forskellige måder at gøre tingene på.
Vi kommer også til at lave fejl, og vi kommer til at skrive noget, som nogen bliver sure over. Vi kommer også til at træffe prioriteringer, som andre ville have gjort anderledes.
Det følger med, men ønsket må være, at Travet.dk skal være et medie og ikke en opslagstavle. Vi skal rose, når der er noget at rose, og vi skal stille spørgsmål, når der er noget at stille spørgsmål ved.
Vi skal ikke skrive pressemeddelelser på bestilling for aktive. Vi skal heller ikke bedrive hyggejournalistik for vennerne for at sikre os annoncer, gode relationer eller historier bagefter.
Til gengæld håber vi også, at sportens aktive ser værdien i at stille op. Også når de ikke nødvendigvis er enige i alt, hvad der er blevet skrevet om dem eller om sporten.
For jo mere sporten bliver omtalt, desto større mulighed har vi for at skabe interesse. Jo større interessen bliver, desto større er chancen for nye spillere, publikummer, hesteejere og opdrættere.
Når man lukker døren til medierne, kan man derfor ende med at skyde sig selv – og i sidste ende sporten – i foden. Det betyder ikke, at man skal acceptere hvad som helst, men dialog er næsten altid bedst.
Vi skal alle kunne kigge os selv i spejlet og stå på mål for det, vi gør. Medier må gerne have en holdning, medier må gerne kommentere, og medier må også gerne være kritiske. Vi skal dog altid opføre os ordentlig og med respekt for alle.
Det er måske netop her, man finder forskellen på seriøs journalistik og ren hyggejournalistik.
Af Ulrik Pedersen – Redaktør på Travet.dk.
