Positiv oplevelse at være på Hest & Rytter
Travet.dk er hele weekenden igennem modtaget billeder og videoer fra Hest & Rytter i Herning. Det skal i have mange tak for, og vi har forsøgt at skrive om dette gennem hele weekenden, hvor vi har skrevet en artikel om dagen under Hest & Rytter messen.
Travet.dk vil gerne bidrage til de gode og positive historier. Vi vil også gerne lave undersøgende og kritisk journalistisk, men når sporten vælger at investere i en stand til Hest & Rytter for at markedsføre/synliggøre sporten, så skal dette bakkes op.
Det har vi forsøgt at gøre med artikler gennem weekenden.
Dansk Hestevæddeløb er kommet med en evaluering, og den bringer vi selvfølgelig også.
–

Dansk Hestevæddeløb.
Hest & Rytter 2024 er netop blevet afviklet, og derfor spørger vi naturligvis os selv, hvad der gik godt, og hvad der gik mindre godt – og om vi opnåede det, vi ønskede, nemlig at udbrede kendskabet til sporten, ikke kun ved navn, men også af værdi.
Noget der især gik godt med hensyn til dette på messen, var gennem de aktives indsats. Der opstod noget helt særligt, når de unge ryttere eller kuske gik i dialog med de unge i køen, der ventede på at afprøve deres kræfter på en simulatorhest.
Særligt var der beundring og nysgerrighed omkring, hvad det kræver at dyrke sporten, og det vil man jo helst høre om fra hestens egen mund, som man siger. De unge aktive, iført deres seje dragter, var relaterbare og bidrog dermed med en stærk effekt i udbredelsen af ungdomssporten. Standen var velbesøgt alle dage, og materiale om både baner og ungdomssport blev flittigt delt ud. Lørdag besøgte den velkendte Bubber standen for at afholde tre talks om sporten og oplevelsen deraf.
Her stillede fire dygtige aktive sig op og bidrog med personlige beretninger, træningserfaringer og motiverende fortællinger. Derudover fokuserede vi også på publikumsoplevelsen gennem livsvidnet fra væddeløbssporten, Lone Kristensen. Resultatet af disse samtaler vil snart være tilgængeligt online, og vi glæder os til at dele det med jer, skriver Dansk Hestevæddeløb.

Vi forsøgte i år at balancere kommunikationen mellem de forskellige grene af sporten, og derfor var der både mulighed for at prøve og høre om galop, monté og trav i sulky. Det er jo ingen hemmelighed, at Hest & Rytter er stærkt domineret af dressur og spring, hvorfor galopsporten især var interessant for de mange besøgende på standen.
Opsummerende kan vi sige, at dagene på Hest & Rytter har været fyldt med smil og gode spørgsmål til os og sporten, og vi tager god energi og gå-på-mod med os hjem.
Afslutningsvis vil vi gerne rette en sidste tak til alle de aktive, der støttede op. Det har været helt uvurderligt og viser blot, hvor vigtigt det er, at folk kan spejle sig i os og sporten, når vi skal sprede budskabet om, hvem vi er og hvad vi står for, skriver Dansk Hestevæddeløb.
Her på Travet.dk vil vi som indledsvis skrevet gerne bidrage til de gode historier, og derfor bringes denne skrivelse fra Dansk Hestevæddeløb i dag.
Fotos af Jens Rønnow.






