Patrick Larsen: “Den sejr betyder meget for mig”
Patrick Larsen: “Den sejr betyder meget for mig”
Patrick Larsen kunne i går aftes fejre en flot sejr med Kim Pedersen-trænede The One (Django Riff). I stedet for blot at skrive om sejren, tog vi en snak med Patrick selv.
“Det er en sejr, jeg er virkelig glad for. Hesten leverede et fantastisk løb og slog en af Norges bedste hopper, selv fra en udvendig position. Det er svært at være utilfreds med sådan en præstation,” fortæller Patrick Larsen.
Han reflekterer også over sæsonen som helhed: “Det har ikke været den bedste sæson i år, men sådan er travsporten. Jeg har haft to fantastiske sæsoner tidligere, så det er kun naturligt, at der også kommer perioder med modgang. Jeg må holde hovedet højt og arbejde på at gøre det bedre næste år.”
Hvad bringer fremtiden?
Et stort spørgsmål er, hvad fremtiden byder for Patrick Larsen. Kim Pedersen har allerede annonceret, at han flytter sin træningsvirksomhed til Sverige og bliver tilknyttet Åby. Men hvad vælger Patrick?
“Jeg har endnu ikke truffet en beslutning. Der er flere muligheder – jeg kan blive i Norge, tage med Kim til Sverige eller vende hjem til Danmark. Jeg kan desværre ikke give dig en eksklusiv nyhed lige nu, for beslutningen er ikke taget endnu. Men jeg lover at give besked, så snart der er en afklaring,” siger han.
Spændende opgaver forude
Patrick Larsen har også nogle interessante opgaver foran sig, blandt andet med danskejede Jokes On Me, som ejes af blandt andre Torben Hovgaard.
“Jokes On Me har trænet fantastisk og starter på lørdag i et lille felt. Han har fået spor fem i Høstfinalen, hvor der er 100.000 norske kroner på spil. Det er et løb, jeg virkelig ser frem til at køre,” fortæller Patrick.
Interviewet må afsluttes, da telefonen ringer fra det norske travforbund. “Der er altid noget, der skal passes, men det er altid en fornøjelse at tale med dig,” afrunder Patrick Larsen med et smil.








