Optakt – Bornholm
For næstsidste gang i år er Bornholms Brand Park vært for aftenløb. Med ni løb afviklet på lidt under tre timer.
Den bornholmske amatørkusk Mads Petersen har fuld fart mod et kommende amatørchampionat på Bornholms Brand Park.
Inden løbene i aften er amatørkusken noteret for 30 sejre, mens Kenn Christoffersen har 13 sejre, som nærmeste forfølger.
Mads Petersen har flere chancer for at udbygge sin føring i aften, da han kører i syv af de ni programsatte løb.
I banens officielle program er Mads Petersen favorit med Catch Me Will (3. Løb) og Ella Lynghøj (6. Løb).
Martin Sjøholm Jensen har mulighed for at passere Kenn Christoffersen på listen. Førstnævnte har en enkelt sejr mindre.
Mens Kenn Christoffersen har tre køreture, skal Martin Sjøholm Jensen i sulkyen hele fem gange på løbsdagen.
Mere åbent blandt trænerne
Modsat amatørchampionatet, er championatet blandt trænerne en lidt mere åben affære, hvor John Gommans godt nok er i spidsen med 10 sejre.
Kim Mortensen og Frank Mikkelsen er begge noteret for fem årssejre, og med ni andenpladser contra seks, holder Kim Mortensen andenpladsen på listen.
John Gommans er ude i fire løb, mens Kim Mortensen og Frank Mikkelsen deltager i henholdsvis to og fire af løbene.
Ingen ændringer
I skrivende stund har Bornholms Brand Park ingen ændringer til aftenens program, hvor det første løb indledes klokken 17:00.
Foto af Torben Ager







