Opdrætteren følger spændt debuten i dag
Idag er det første gang et afkom efter Canepa Hanover (US) starter i Danmark. Det sker i Lundens 1. løb, hvor 3-årige Guldregn debuterer som favorit.
Guldregn er første afkom efter Love You datteren Timanfaya, hvis moderlinie går tilbage til Henrik Johannsens hurtigtraver Nickolos, det vandt 37 sejre og næsten 1,2 mio. kr. i sin karriere.
Henrik Johannsen er opdrætter af både Timanfaya og Guldregn, der blev godkendt med mersmag for 14 dage siden i tiden 1.18.7/2000 m. Volte.
Debuten bliver som i prøveløbet Ken Ecce, det er også Lunden-træneren, der står for den daglige træning.
Nordsjællænderen Henrik Engberg Johannsen har haft sin gang i Lunden i flere årtier, og vandt for nogle år siden Canepa Hanover bedækningen i en auktion på Lunden.
Til Dansk hestevæddeløb udtaler Ken Ecce sig om Guldregn.
1. løb nr. 1 Guldregn siger Ken Ecce:
– Det er en ret fin hest. Den virker stabil og har god forståelse for det hele. Prøveløbet var stille og roligt, hvor jeg kun kørte den sidste kilometer. Jeg bad den ikke om noget, og 18,5 i prøveløb er ret godt.
– Den er gået frem med løbet i kroppen, så den kan bedre end prøveløbet, og nu er det også autostart. Den har ikke set bilen endnu, så den skal ud i prøvestarterne. Men jeg tror ikke, at det giver nogen problemer.
Det er et rigtig fint felt, men han er en af dem, der kan vinde. Det er dog altid svært at spå med de der debutanter, og det er ikke det vigtigste løb i dens liv.
(Vi nåede desværre lige at skrive denne artikel, inden beskeden trillede ind, at Guldregn udgår til i dag.)







