Odense – Tiltalende debutvinder
Jubii Vang indledte dagens løbsdag i Odense. Den 3-årige hingst indledte dermed karrieren på bedste vis, da den i hænderne på Bo Westergaard leverede en tiltalende indsats.
Bo Westergaard tog en rolig start med debutanten, som havnede som første hest i andet spor. Det var tydeligt at Aalborg-træneren hele tiden viste, hvad han havde at køre med.
Den veludseende traver gik på sidste langside helt frem til den førende, og ved indgangen til opløbet trykkede Jubii Vang endnu engang op for tempoet.
Det blev en ganske sikker og overbevisende indsats af Jubii Vang, der sejrede i tiden 1.16,8/2140 m. Volte.
Se løbet her.
Kendt ejer og opdrætter
Stutteri Vang Hovedgård ved Carl Ejler Rasmussen er ikke kun en hårdtsatsende opdrætter og hesteejer, han har også været samlingspunkt for flere af sportens nyere opdrættere.
Han er f.eks. manden der fik Stald Sotto – John Kirketerp ind i sporten. En John Kirketerp, der nu forsøger sig som bestyrelsesformand i Dansk Hestevæddeløb.
Stutteri Vang Hovedgård er både ejer og opdrætter af dagens debutvinder Jubii Vang.
Jubii Vang er efter Maharajah og Rasmine Vang. Rasmine Vang, som selv havde en forrygende karriere. En karriere der bød på 13 sejre i 28 starter og en karriereindtjening på 749.736.
Foto Stein Larsen.






