Nye restriktioner drøftes af sporten i dag kl. 16.00
Bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund (DTC) træder lørdag kl. 16.00 sammen for at drøfte, hvordan sporten skal forholde sig til sænkelsen af forsamlingsforbuddet fra 50 til 10 personer.
Det skriver Dansk Hestevæddeløb i en skrivelse, som man har sendt til Travet.dk.
I aftes meddelte statsminister Mette Frederiksen, at forsamlingsforbuddet over hele landet bliver sænket fra 50 til 10 personer. Det sker fra på mandag og skal foreløbigt gælde i fire uger.
Ændringen i forsamlingsforbuddet vil uvilkårligt give store udfordringer for afviklingen af løbsdage med deltagelse af amatører. Det gælder både de løbsdage, hvortil der allerede er startmeldt, og dem der er skrevet ind i propositionerne.
For at udrede situationen mødes DTC’s bestyrelse i dag kl. 16.00 rent digitalt med repræsentanter fra Sport & Udvikling. Målet er at få klarlagt, hvordan løbskalenderen skal se ud fra på mandag og fire uger frem.
En udmelding vil efterfølgende blive offentliggjort på danskhv.dk.
Det var netop denne udmelding, som Travet.dk skrev i vores artikel i aftes, som man kunne formode ville komme indenfor et par dage. Den kommer givetvis allerede i dag.



