Danmarks uafhængige travmedie
Topbanner
SENESTE NYT
Indland

Nu hedder derbykortet Lonesomerider

Peter Rudbeck har prøvet det før – nu hedder derbykortet Lonesomerider

Peter Rudbeck ved, hvad der kræves for at vinde de største løb i dansk travsport. Skive-amatøren har tidligere sejret i både Dansk Trav Derby og Dansk Hoppe Derby. Søndag forsøger han at skrive endnu et stort kapitel i Stutteri Hole In Ones historie. Denne gang hedder håbet Lonesomerider.

Der går sjældent en dansk årgangssæson, uden at Peter Rudbeck har en hest med blandt de bedste. På papiret er han fortsat amatørtræner, men resultaterne kan måle sig med de største professionelle stalde. Gennem omhyggelig udvælgelse, tålmodig træning og en næsten enestående træfsikkerhed har Rudbeck skabt den ene årgangshest efter den anden.

Nobodybeatsthebeat glaede1

Nobodybeatsthebeat skrev historie

I 2009 kom sejren i Dansk Hoppe Derby med Nobodybeatsthebeat. Birger Jørgensen sad i sulkyen, da Dream Vacation-datteren vandt i 1.13,9a/2000 meter og sikrede Stutteri Hole In One en af staldens største triumfer.

Nobodybeatsthebeat blev meget mere end en Hoppe Derby-vinder. Hun vandt 34 af karrierens 76 starter, satte rekord 1.11,3 og tjente næsten 2,9 millioner kroner. Efter væddeløbskarrieren fortsatte hun med at levere på højeste niveau i avlen.

Blandt hendes afkom finder man Dontpaytheferryman, Howlingatthemoon, Fox On The Run og Kungfufighting. Dermed sætter Hoppe Derby-vinderen fra 2009 fortsat sit tydelige aftryk på dansk travsport. På derbysøndagens program er Kungfufighting endnu et levende bevis på kvaliteten i den stærke moderlinje.

Den største sejr kom med Stand And Deliver

Fire år efter triumfen med Nobodybeatsthebeat lykkedes det Peter Rudbeck at vinde selve Dansk Trav Derby. I 2013 var Stand And Deliver staldens store kort, og igen var Birger Jørgensen kusken.

Forberedelserne havde været optimale, og efter opvarmningen blev de sidste små justeringer foretaget på hestens udstyr. I selve Derbyet faldt brikkerne på plads. Stand And Deliver sejrede i 1.15,0a og sikrede sig en førstepræmie på 710.000 kroner – den største vinderpræmie i løbets historie på det tidspunkt.

For Peter Rudbeck og familien omkring Stutteri Hole In One var sejren en enorm forløsning. Stand And Deliver var både opdrættet, ejet og trænet af Rudbeck, og triumfen var derfor kulminationen på et arbejde, som var begyndt flere år tidligere.

Nu, 13 år senere, har Peter Rudbeck igen en reel mulighed for at vinde dansk travsports blå bånd.

lonesomerider 1 1

Lonesomerider har ønskesporet

Årets derbykort hedder Lonesomerider. Den fireårige hingst er efter Power og Earthwindnfire A P og er opdrættet af Niels Jørgen Jensen. Stutteri Hole In One ejer hesten, mens Peter Rudbeck står for træningen og Jan Dahlgaard er den faste kusk.

Lonesomerider har været en del af årgangstoppen siden toårssæsonen. Som treåring vandt han seks af sine første syv starter, og det største resultat kom i Grand Circle 3-års Championat, hvor han sejrede overlegent.

Der har også været skuffelser undervejs. Det blev til en sjetteplads i Jydsk 3-årings Grand Prix og en femteplads i Dansk Trav Kriterium. I årets Jydsk 4-årings Grand Prix galopperede han med cirka 500 meter tilbage på et tidspunkt, hvor han fortsat virkede til at have kræfter i behold.

I Derbyprøven var der til gengæld ingen slinger i valsen. Jan Dahlgaard kørte offensivt frem til føringen, og derfra vandt Lonesomerider sikkert i 1.13,8a/2500 meter. Efterfølgende fik kredsen omkring hesten præcis det startspor, man havde ønsket: spor to.

– Lonesomerider leverede en fin Derbyprøve og slap igennem nåleøjet. Han har fået spor to, og det var ønsket. Forspændingen bliver som i de seneste starter, og hesten virker i fineste skik, fortæller Peter Rudbeck.

Træneren er optimist, men han undervurderer ikke opgaven over Derbyets 3.000 meter.

– Han er i vores optik en af fem-seks vinderchancer, og vi håber, at sol og måne står i vores favør. Derbyet er svært. Det er ikke nok at være dygtig. Det kræver også held og en hest, som er 110 procent på dagen. Vi kommer som optimister, vel vidende at selv en femteplads kræver en toppræstation.

Lonesomerider starter uden sko og i amerikansk sulky.

DSC 6573

Kungfufighting møder sprintereliten

Peter Rudbeck har også Kungfufighting med på derbysøndagen. Den femårige vallak efter Nuncio og Nobodybeatsthebeat stiller til start fra spor seks i Rex The Great Race over 1.600 meter.

Modstanden er hård med svenske A Fair Day i spidsen. A Fair Day har løbet 1.09,0 over sprint, mens Kungfufighting prøver den korte distance mod etablerede eliteheste.

– Kungfufighting har været superfin i år og virker fortsat i bedste trim. Der er desværre blevet lidt langt mellem starterne på grund af manglende løb i Skive. Nu møder vi en flok dygtige svenske heste på en for Kungfu uvant distance, siger Peter Rudbeck.

Planen er ikke at deltage i den første spidskørsel.

– Startspor seks er okay. Vi kommer ikke med i spidskampen alligevel. Jeg håber på en ryg i andet spor de sidste 800-900 meter og derefter en rigtig Kungfu-afslutning. A Fair Day og flere af de andre er måske for hærdet modstand første gang på sprint, men vi giver det et forsøg. Med Kungfufighting føler man sig aldrig slået på forhånd.

Også Kungfufighting kommer uden sko og i amerikansk sulky. To forskellige opgaver venter Stutteri Hole In One, men drømmen er den samme: Endnu en stor derbysøndag for Peter Rudbeck.

Fotos af

  • Ole Hindby
  • Burt Seeger

Relaterede nyheder

Seneste nyheder

Samarbejdspartnere

Ansager Dyrehospital
Spar Nord Arena Aalborg
Dansk Revision
Foreningen af Travopdrættere i Danmark
Venstrebanner
Venstrebanner 2
Uniq
Stutteri Spring & Stald Tårs
Marc Bæk Nielsen
Ledig plads