Morten Juul fylder 50 – en markant skikkelse i både sporten
Morten Juul fylder 50 – en markant skikkelse i både sporten og vores medie
I dag runder Skive‑træneren Morten Juul 50 år, og det er en milepæl, der fortjener mere end en høflig bemærkning. For os på Travet.dk har Morten haft en særlig betydning gennem de seneste 11 år – både som fagperson, som kilde og som menneske med en helt egen, kompromisløs stil.
Morten Juul er i dag en af de mest markante og respekterede travtrænere i Danmark. Med en stærk familiearv, en professionel tilgang til træningsarbejdet og en stald i konstant udvikling har han etableret sig som en træner, der år efter år leverer resultater på topniveau

Er han storsnudet?
Da vores medie tog sine første skridt tilbage i 2014, var Morten Juul den allerførste danske travtræner, vi besøgte. Det var Mads P. Dyhrberg, der havde lavet aftalen, og allerede inden bilen var parkeret, stod det klart, at tonen ville blive direkte, ærlig og uden omsvøb. Morten lagde ikke skjul på, at han lige skulle se denne “Ulrik Pedersen” an, før han åbnede op.
Hans første kommentar er siden blevet legendarisk hos os:
“Hvis det er sådan en storsnudet københavner, der ikke ved noget om trav og end ikke kan sele en hest eller ved, hvad der er foran og bagud, så skal han ikke komme.”
Der gik dog kun få minutter, før isen var brudt. Snakken faldt naturligt, fagligheden blev anerkendt, og Morten fandt hurtigt ud af, at undertegnede både kendte sporten og ikke var bange for at tage fat. Det blev starten på en relation, der har holdt ved siden.
Det er ikke alle Morten Juul, har lyst til at udtale sig til:
Hvis man er “dum eller useriøs, så behøver man ikke ringe, det gider jeg ikke bruge min tid på”

Altid været velkommen
Siden den dag har jeg været velkomne i stalden, og kontakten til Morten Juul har været en konstant del af Travet.dk’s udvikling. Respekten for det enorme arbejde, danske trænere lægger i deres virksomhed, har altid været central – og Morten er et af de klareste eksempler på, hvor mange timer og hvor meget dedikation det kræver at være med helt fremme.
Når vi tager telefonen og ringer til Stoholm, ved man, hvad der venter. Åbningsreplikken er fast:
“Nå, det er Danmarks tykkeste reporter, der ringer.”
Så er stilen lagt, og samtalen kan begynde. Aldrig kedeligt, aldrig uden kant – men altid med gensidig respekt og en forståelse for hinandens arbejde. Morten har fået omtale af sin virksomhed, sine sponsorer og sine hesteejere, og vi har fået ærlige udmeldinger, faglig indsigt og en kilde, der aldrig gemmer sig.

Familie og netværk som fundament
Morten Juul driver sin virksomhed fra Stoholm, hvor et stærkt netværk og en solid familiebase er en vigtig del af succesen. Sønnen Nikolaj Juul er aktiv inden for hesteskoning og har allerede markeret sig med flere konkurrencesejre. Samboen Heidi Teglgaard er en central støtte i hverdagen, og farbroderen Steen Juul er – uden sammenligning – sportens største navn gennem tiderne. Det giver både faglig tyngde og et stærkt fundament for staldens drift og udvikling.
Fakta om Morten Juul
- Født: 27. marts 1976
- Startede som travtræner på Skive Trav: 1. januar 2005
- Udlært hos: Gordon Dahl
- Driver virksomheden “Travtræner Morten Juul”
- Aktiv på sociale medier: Facebook-siden Team Morten Juul med over 1.200 følgere
Når man taler om Morten Juul, taler man også om en familie, der har sat tydelige aftryk i dansk travsport. Han er søn af Per Juul, en af landets mest vindende amatørkuske, og nevø til Steen Juul, der er blandt de mest ikoniske trænere og kuske i Danmark. Travsporten har derfor været en naturlig del af Mortens liv fra helt ung alder.
Selvom han oprindeligt er uddannet maler, valgte han hurtigt at følge sin passion for heste og løb. Efter sin læretid hos Gordon Dahl tog han springet og blev professionel travtræner. Den 1. januar 2005 fik han sin licens på Skive Trav, og siden har han drevet virksomheden Travtræner Morten Juul.
På Travet.dk ønsker vi Morten Juul et stort tillykke med de 50 år. Og samtidig en oprigtig tak for altid at stille op – uanset tidspunkt, uanset emne og uanset hvor travlt der er i stalden. Det er medvirkende til at vi kan drive nyhedsmedie.
Fotos af
Kjeld Mikkelsen – KM Foto
Burt Seeger
Travet.dk.














