Minister vil kigge på hestesporten
Minister vil kigge på hestesporten
DR-dokumentaren “Galopbanens hemmeligheder” er også nået frem til den nye natur- og dyrevelværdsminister Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet.
Den nye minister fortæller til DR Sporten, at han vil kigge på hestesporten.

Konkurrencen har vigepligt
I dokumentarserien afslører DR, at der potentielt er 16 dopingsager inden for galopsporten. Potentielt, idet det er galopsporten selv, der afgører dopingsagerne.
»At heste i dansk galopsport potentielt bliver pisket og dopet er ganske enkelt uacceptabelt«, fortæller Christian Rabjerg Madsen blandt andet til DR Sporten og fortsætter:
»Hvis de forhold, der bliver beskrevet i dokumentaren, står til troende, er det ikke acceptabelt, og jeg er derfor glad for, at de ansvarlige organisationer efter jeres afsløringer har taget initiativ til at undersøge, om der er flere af de tilfælde, I beskriver«.
»Jeg bliver nødt til at sige, at som ny minister bliver min tilgang, at hvis dyrene og konkurrencen støder sammen, så er det konkurrencen, der har vigepligt. Alle heste – det gælder også sportsheste – skal behandles ordentligt«, udtaler ministeren.

Behandles af Dansk Hestevæddeløb
Dansk Galop har efter DR-dokumentaren valgt, at forbundet ikke selv afdækker de potentielle dopingsager. De kommer i stedet under behandlet i Dansk Hestevæddeløb.
»Der er ingen tvivl om, at forløbet ikke er særligt kønt at se på, men jeg synes sådan set, at det er fornuftigt, at branchen har taget det skridt, som der er taget nu, hvor undersøgelsen er overgået til Dansk Hestevæddeløb«, siger Christian Rabjerg Madsen.
»Som minister kommer jeg til at læse med på ridesportens evaluering af dette forløb og den redegørelse, de kommer til at lave. Og jeg kommer til at gå i dialog med aktørerne for at drøfte de uacceptable forhold, som er kommet frem i dokumentaren«.
»Det kan ikke nytte noget, at en hest, der ikke er konkurrencedygtig, får medicin, så den bliver konkurrencedygtig. Det er ikke at varetage dyrevelfærden ordentligt, og det skal vi have en drøftelse af«, kommenterer den socialdemokratiske minister.

Sagerne er uacceptable
Dansk Hestevæddeløbs administrerende direktør Pål M. Tung har også været forelagt sagerne fra DR, og han fortæller at man er langt med udredningen af de 16 potentielle dopingsager.
»Det er de sidste 20 procent, som tager længest tid. Det handler om retssikkerhed, så vi skal være sikre på, at vi har den rette dokumentation og de rette beviser. Jeg kan endnu ikke komme med en konkret dato for en konklusion«, forklarer Pål M. Tung til DR Sporten.
»Jeg tager stærk afstand fra det her (sagerne – red.), og det er naturligt, at han følger med. Vi har nogle forpligtigelser, vi skal leve op til, afrunder Pål M. Tung.
Læs hele artiklen fra DR her.
Fotos af Marie Hald (Christian Rabjerg Madsen) & Ole Hindby














