Mike Kristensen vandt DM
Det blev Mike Kristensen, der kunne stille sig øverst på skamlen efter de fire afdelinger af årets DM for amatører.
Aalborg-amatøren Mike Kristensen var for første gang med i DM-konkurrencen og det gjorde han altså på allerbedste vis med sejr.
Det blev også til sejr i et af DM-løbene, hvor Mike Kristensen kunne vinde med Marilyn, som Lillian Uglebjerg træner i det daglige.
Der var hård kamp om tredjepladsen, hvor Mads Petersen trak det længste strå med de bedste placering:
- Mike Kristensen, Aalborg – 27 points
- Pernille Bye Hansen, Aarhus – 26 points
- Mads Petersen, Bornholm – 24 points
- Tobias Jonassen, Charlottenlund – 24 points
- Søren Demant Andersen, Odense – 24 points
- Martin Andreasen, Skive – 23 points
- Katia Bøgedal, Nykøbing – 21 points
- Ruben Kristensen, Odense – 21 points
- Steffen Christiansen, Charlottenlund, 20 points
- Kristian Juul, Skive – 20 points
- Nicolai Olsen, Nykøbing – 15 points
- Lars Munk, Aarhus – 12 points
- Karina Madsen, Aalborg – 9 points
- Niels Kristian Hansen, Bornholm – 7 points
–
Sådan gik det i DM-løbene
Tobias Jonassen vandt den første afdeling af DM for amatører. Det gjorde han med Love Lii, der kunne tage spidsen fra start og sejrede i 1.16,8/1800 m. Auto. Andenpladsen gik til Ginger Ninja, mens tredjepladsen gik til Hunter K K.
Den anden afdeling af DM for amatører gik til Katia Bøgedal. Hun kørte til spids med Gigants Hanne og herfra kunne den føre resten af løbet i tiden 1.15,8/1800 m. Auto. Hambo tog andenpladsen, mens Good Together tog tredjepladsen.
Det blev Mike Kristensen, der kunne tage sig af den tredje afdeling af DM for amatører. Det gjorde han med Marilyn, der fik et løb i ryg på førerhesten og vinde i 1.17,2/1800 m. Auto foran Ghania Sensei og Enzo Flame.
Fjerde og sidste afdeling af DM for amatører blev vundet af Mads Petersen. Det gjorde han med Lady L L efter at være kørt til spids med lidt over en omgang til mål og vandt i 1.15,1/1800 m. Auto foran Gnags og Eik Hindø.
Har ikke travsporten fra fremmede
Mike Kristensen er søn af Allan Kristensen, der tidligere har været træner i Aalborg, men som har amatørlicens nu.
Allan Kristensen har selv vundet DM tidligere. Det var i 1995, hvor konkurrencen også blev afviklet i Aarhus.
I det daglige er Mike Kristensen gift med den tidligere montérytter Nanna Skovsgaard Kristensen.
1989-fødte Mike Kristensen fik licens i 2015 og havde sidste år sin bedste sæson med syv sejre, som banede vej for DM.
Fotos af
Ole Hindby
ps. Facebook sletter dette opslag og kalder det spam. Det forstår vi absolut intet af.








