Manglende service – Det er helt i skoven!
Travet.dk har gentagne gange rost Jydsk Væddeløbsbane og specifikt direktøren Flemming Sunn. Det har vi gjort, da banedirektøren er nytænkende, og tør tage skeen i den anden hånd.
”Med virkning fra 1. januar 2021 vil skriftlige trænerkommentarer og yderligere spiltips ikke længere være til rådighed på Fasttrackracing.dk.”
Sådan indledte Dansk Hestevæddeløb en skrivelse d. 22. december.
Det fik Jydsk Væddeløbsbane til at tage skeen i den anden hånd, og banen har i den forbindelse selv indhentet trænerkommentarer til banens løb, men det er også slut efter henstilling fra Dansk Hestevæddeløb.
På egen hjemmeside skriver man:
Efter henstilling fra Dansk Hestevæddeløb har Jydsk Væddeløbsbane foreløbigt indstillet servicen med at indhente træner- og kuskekommentarer.
Dansk Hesteløb har fuldkommet misset fodfæstet og deres opgave. Hvis Dansk Hestevæddeløb indstiller til banerne, at de ikke må servicere det spillende publikum, så har sporten en problemstilling.
Det er den daglige leder, der udstikker retningslinjerne, og denne beslutning må ”den usynlige” direktør stå på mål for. Hvordan i alverden kan man bede en dansk væddeløbsbane om at skrue ned for serviceniveauet?
Denne henstilling har man let og elegant valgt ikke melde ud omkring. Det kan man godt forstå!
Dansk Hestevæddeløb skulle hellere støtte banernes gode initiativer, og være en sparringspartner i stedet.
Det kan diskuteres om det er banernes opgave at servicere spillerne, men når en dansk væddeløbsbane vælger at tage initiativ og levere en service, kan man undre sig over, at det er sådanne ting Dansk Hestevæddeløb vælger at bruge sin tid på.
Brug i stedet tiden på at udbrede og fremme travsporten.
Det er det, man er der for!
Travet.dk har ikke fået svar på den seneste henvendelse til direktøren i Dansk Hestevæddeløb, så at forsøge at indhente en kommentar på dette spørgsmål virker som en kamp, der er tabt på forhånd.




