Liga 3 – Finale til Son Of Sizzling
En fremragende finale blev publikum vidne til i dagens Liga 3-Finale. Et løb, hvor der blev kørt fra start til slut i et fantastisk afviklet travløb, hvor Jan Dahlgaard til sidst kunne sejre bag, egentrænede Son Of Sizzling.
Fra start var det Bo Westergaard, der kørte til spids bag Thai Sansa og denne fik Dempsey Cloc udvendigt for sig. Vi så en offensiv Flemming Jensen, som fik tredje spor hele første sving igennem.
Der blev kørt væddeløb på første langside, hvor Bo Westergaard og Mads Hviid svarede Flemming Jensen ud. Det betød en 500 meters notering på 1.11,5, og kort efter tog Jan Dahlgaard initiativ og kørte fremad. Det betød endnu en temposkærpning, hvor Flemming Jensen kørte til spids, og Son Of Sizzling havnede som første hest i andet spor.
Der var angreb fra Bette Nock på bagerste langside, og så skulle flere med. I sidste sving var løbet fuldkomment åbent men kort før mål kunne Son Of Sizzling afgøre til karrierens niende sejr.
Moderen til Son Of Sizzing er norske Sizzing og hun er følhoppe hos Stutteri Spring & Stald Tårs. Sizzling var selv en fin væddeløber med ni sejre i 43 starter og 881.203 kr. Hun satte rekord 12 i sin aktive karriere.
Dahlgaard helt overset herhjemme
Jan Dahlgaard ligger år efter år med pæne sejrsprocenter, som både kusk og træner. Det er dermed meget overraskende og helt absurd at der kun står 13 heste på træningslisten hos Skive træneren.
Vi har besøgt Skive-træneren for år tilbage, og der er tale om et meget fint sted. Der er store folde fine træningsbaner og store, flotte stalde. Der er alt, hvad der skal være hos en moderne træner i dag.
Han har vundet Dansk Trav Derby med Winston Sisa, og han vandt sidste år Dansk Opdrætningsløb samt Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.
Jan Dahlgaard er klart overset herhjemme som både træner og kusk.
Se sejren her
Dagens sejr til Son Of Sizzling kan ses på dette link.
Hør vinderinterviewet her.
Foto Hesselborg Foto.







