Læserbrev – Kendelse i dopingsagen vedr. I D Exceptional
Travet.dk har modtaget følgende læserbrev fra Jens Poulsen, der også er kendt som manden bag Derm-hestene.
Læserbrev – Kendelse i dopingsagen vedr. I D Exceptional.
Efter at have læst kendelsen i dopingsagen vedrørende ID Exceptional føler jeg anledning til følgende bemærkning: Udvalget skriver i sin konklusion sidst i på side 5: “Medicineringen er sket med smertestillende præparater, som er receptpligtige injektionspræparater,”
Hvorfra ved man at der er tale om injektionspræparater.
Skandinavisk Doping Kommitté skriver i sin indstilling: ” Med hänsyn till den bedömning som SDK har gjort …anser SDK man kan inte komma till en annan slutsats att den enda möjliga förklaringen till de positiva proverna är att hästen ID Exceptional tillförts butorphanol inom karenstid.”

SDT udtaler sig således ikke om hvordan hesten har fået butorphanol. SDT er dog bekendt med at der findes andre administrationsformer for butaphanol end injektion, idet SDT også anfører: “Stoffene butorphanol og xylazin forekommer hovedsakelig som injeksjonspreparater, som kan administreres enten intravenøst eller intramuskulært l hesten.” alligevel anfører SDT på side 7: ” Butorphanol finns inte naturligt i hästen eller i hästens foder utan kräver en aktiv handling såsom injicering.”
Det burde være velkendt at lægemidler også administreres på andre måder end ved injektion. Tænk bare på kokain, hormonplastre, mm. Og sådan er det også med butorphanol. Butorphalol anvendes i mange lande som næse spray. Altså pust i næsen. Det er effektivt smertestillende, hurtigtvirkende og hurtigt ude af kroppen igen, men ikke så hurtigt at det ikke kan påvise i en dopingtest.
Det har tidligere været anvendt mod migræne i Danmark, men kan ikke længere købes her. Jo, naturligvis på nettet. Hos mennesker angives maksimal koncentration at opnås i blodet efter 20 min. (10-60) og en biologisk tilgængelighed omkring 80%. Sælges i 2,5 ml nasal spray, 10 mg/ml. Pris ca. 350 kr.
Det er heldigvis meget let i Danmark at færdes rundt på staldterrænet og i staldene, man kan uhindret klappe en hest eller ae den på mulen. Dermed er det heller ikke umuligt for en person med onde hensigter, uset at spraye en hest i næsen, det tager få sekunder.
Dette er ikke en konspirationsteori. Jeg kender intet til hvordan ID Exceptional blev dopet, men det er der formentlig kun få der gør. Vi har et dopingkontrolsystem hvor påvisning af fremmede stoffer i urin og plasma er pålideligt og fantastisk sensitivt.

Koncentrationen af butorphanol i urinen fra ID Exceptional var over rapporterings niveau, som angives at være 1 nanogram per 1 milliliter urin. Imponerende. Det svarer til at påvise en sukkerknald opløst i 4,4 millioner liter vand. Stof fra dopingliste påvist = doping. Træneren bærer det fulde ansvar og han/hun skal alene dømmes, hvis man ikke kan finde andre skyldige.
Det er klare regler, men er det rimeligt?
For god ordens skyld kan jeg meddele at jeg ikke kender Bo Westergaard personligt. Jeg har aldrig talt med ham.
Med venlig hilsen
Jens Poulsen
Fotos af Burt Seeger, Flemming Andersen og Gorm Foto.






