Danmarks uafhængige travmedie
SENESTE NYT
Indland

Koncert- og Eventplads på Aalborg Væddeløbsbane

Aalborg Væddeløbsbane og Aalborg Live går sammen: Vil skabe Nordjyllands største koncertplads

Aalborg Væddeløbsbane og Aalborg Live har indgået en samarbejdsaftale, der baner vejen for store koncerter og events på væddeløbsbanen – forhåbentlig allerede i 2026. På længere sigt er ambitionen en årligt tilbagevendende musikfestival fra 2028 og plads til over 50.000 publikummer.

Med en netop indgået samarbejdsaftale går Aalborg Væddeløbsbane og Aalborg Live sammen om at forvandle væddeløbsbanen til Nordjyllands største koncertplads. Aalborg Væddeløbsbane investerer et millionbeløb i klargøring af arealet, så der kan være 25.000 publikummer til koncerter og events – forhåbentlig allerede fra august 2026. Aalborg Live vil afsøge muligheden for at lave koncerter på væddeløbsbanen allerede i år.

Klargøringen indbefatter blandt andet etablering af nye drænløsninger og erstatningsnatur samt sikring af de fornødne tilladelser. På længere sigt er ambitionen, at banen skal kunne rumme mere end 50.000 publikummer.

Banechef Lars Hellerup fra Aalborg Væddeløbsbane udtaler: “Aalborg Væddeløbsbane kan med ganske få greb stå klar som Nordjyllands største og bedst placerede koncertplads. Senere i år har vi plads til 25.000 publikummer. På længere sigt kan det blive over 50.000 publikummer. På nuværende tidspunkt står banen reelt ledig til koncerter og events 320 dage om året.”

Direktør Lasse Rich Henningsen fra Aalborg Live udtaler: “Nordjyderne higer efter ambitiøse koncerter og events. En spørgeundersøgelse udført af Nordstat for Dansk Erhverv og Dansk Live i januar 2025 viser, at 51% af nordjyderne går til koncert mindst en gang om året, og at danskerne går til koncerter hele livet. Vi ved samtidig fra flere undersøgelser, at mere end hver tredje borger udtaler, at et rigt kulturliv gør lokalområdet til et bedre sted at bo. Vi tror på, at efterspørgslen i Nordjylland p.t. overstiger udbuddet.”

Aftalen mellem parterne er et prioriteret samarbejde bygget på tillid, udvikling og respekt. Aalborg Live har allerede 40 nordjyske virksomheder med som partnere, der alle deler ambitionen om at bringe store koncerter, internationale artister og unikke events til Nordjylland. Aalborg Live opererer 100% kommercielt uden offentlige tilskud og aktiverer eksisterende venues og ubenyttede rum i hele regionen.

Lars Hellerup udtaler videre: “Parterne bag dette prioriterede samarbejde har tilsammen mange årtiers erfaring fra og netværk i musikbranchen. Det ønsker vi at bringe i spil – til glæde og gavn for Nordjylland.”

Lasse Rich Henningsen udtaler videre: “Aalborg Væddeløbsbane er en uslebet diamant af en koncertplads, som bare ligger og venter på os for enden af PlusBuslinjen. Vi drømmer om store koncerter og events netop her – og en årligt tilbagevendende musikfestival fra 2028.”

Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen fra Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune udtaler: “Jeg glæder mig meget over nyheden om dette samarbejde mellem Aalborg Væddeløbsbane og Aalborg Live. Det er vigtigt for Aalborg Kommune at understøtte et ambitiøst initiativ som dette, og det bliver spændende at følge udviklingen den kommende tid.”

Lars Hellerup og Lasse Rich Henningsen udtaler samlet: “Vi har nu talt sammen og drømt sammen i flere måneder, så med aftaleindgåelsen glæder vi os meget til at komme i gang og til mange års godt samarbejde.”

banner spring taars

 

2 banner dansk revision skive

 

banner ansager

 

banner travavl

 

banner marc baek nielsen

 

banner equi

Seneste nyheder

SE ALLE

Relaterede nyheder

Samarbejdspartnere

Ansager Dyrehospital
Spar Nord Arena Aalborg
Dansk Revision
Foreningen af Travopdrættere i Danmark
Venstrebanner
Venstrebanner 2
Uniq
Stutteri Spring & Stald Tårs
Marc Bæk Nielsen
Ledig plads
PartnereVIRKSOMHEDERNE BAG TRAVET.DK