Kan Magnus også i dag – Starter Dansk Hoppe Kriterium vinder
Magnus Ladegaard med licens på Nykøbing Falster tog torsdag sin første sejr siden tilbagekomsten til de professionelles rækker. Det skete på Halmstad, hvor staldens Eye In The Sky sejrede ganske enkelt for Peter Ingves. I dag prøver Magnus Ladegaard igen, og denne gang gælder det staldens Exclusive Laser.
Magnus Ladegaard, der udover sin tid som træner også har en fortid som staldansat hos Jørn Laursen, Max Nielsen, Palle Günther og Steen Juul, er en dygtig hestemand. Den nu 43-årige travtræner, har gennem årene også haft et fantastisk blik for at finde nyttige heste til sine kunder.
I dag tager man til Sverige med Exclusive Laser, der var med helt i toppen hos de fireårige, hopper sidste år. Det blev således til en andenplads i Dansk Hoppe Derby, og forinden havde den Stutteri Laser opdrættede hoppe været anden i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.
I 2019 kom karrierens sportslige højdepunkt, da Exclusive Laser sejrede i Dansk Hoppe Kriterium for Steen Juul. I samme sæson blev det til sejr i Grand Circle 3-års Championat for Hopper.
Inden dagens V75-start på Åby står Exclusive Laser noteret for otte sejre og 818.767 kr.

I marts måned tog Fast Track, en snak med Magnus Ladegaard, hvor man spurgte ind til comebacket som travtræner, og i samme interview gav Falster-træneren en status på omtalte Exclusive Laser.
– Hun har ridetrænet hele vinteren, hvilket er faldet godt ud. Hun står i dag med 800.000 kr. på kontoen, hvor hun stod med 0 kroner for to sæsoner siden, så det er et lidt andet oplæg.
Vi er godt klar over, at vi må være lidt mere ydmyge, når vi skal i gang i år. Vi må og skal acceptere, at hun ikke bare går ud og vinder hver eneste gang i denne klasse.
Hun skal forsøge at vokse sig ind i sin nuværende klasse, og det skal vi bruge 5-års sæsonen på, fortalte Magnus Ladegaard ved den lejlighed.
Det gode ved Exclusive Laser er hendes fysik, og hun tåler at gøre tingene selv. Vi er også velvidende om, at hun i år skal give 40 meter til heste, som hun sidste år startede ved siden af.
Vi har troen og håbet på, at hun kan udvikle sig yderligere i år, kunne Magnus Ladegaard fortælle. –
I dag gælder det sæsonens anden start. Exclusive Laser sæsondebuterede på Charlottenlund Travbane den 30. april, hvor sæsonen blev indledt med en tredjeplads.
I dag gælder det en V75-start på Åby.







