Kaj Jensen har gjort anpartshesten til mere end et ejerprojekt – den samler travsporten
Travsporten taler ofte om nødvendigheden af at få nye mennesker ind, skabe flere hesteejere og give unge kræfter mulighed for at udvikle sig. Hos Kaj Jensen har det gennem mange år været mere end bare ord. Gennem en række anpartsprojekter har den rutinerede træner gjort det lettere at få en fod indenfor i sporten, samtidig med at Hovhedegaard har fungeret som udviklingssted for flere yngre mennesker.
Den aktuelle anpartshest Maestro er endnu et eksempel på en model, hvor en enkelt travhest kan blive samlingspunkt for langt flere mennesker end dem, der står på ejerpapirerne.
Der findes mange måder at måle en travtræners betydning på. Man kan tælle sejre, kigge på indkørte præmier, årgangsløbsdeltagere og de bedste heste, der gennem tiden har passeret stalden. Men der findes også en anden målestok, som måske er mindst lige så vigtig for en sport, der hele tiden har brug for nye mennesker. Hvor mange har man været med til at lukke ind i sporten? Hvor mange har fået deres første oplevelse som hesteejer?
Hvor mange unge har fået en reel mulighed for at vise, hvad de kan? Og hvor mange mennesker er blevet fastholdt i travsporten, fordi nogen sørgede for, at døren stod åben? På de punkter har Kaj Jensen gennem mange år markeret sig.
Anpartsheste og ejerfællesskaber har været en tilbagevendende del af hans virke, og samtidig har han været villig til at give yngre mennesker chancer omkring stalden og i sulkyen. Det er to ting, der hænger tættere sammen, end man måske umiddelbart tænker over, for både nye hesteejere og unge aktive har brug for det samme: En mulighed for at komme indenfor og føle, at de har en plads i sporten.
Maestro er det aktuelle eksempel
Treårige Maestro er et aktuelt billede på den tankegang. Enterprise-sønnen, der har Sasha som mor og Great Challenger som morfar, er opdrættet af Mikkel Stub og Vibe Haastrup. Hesten står i træning hos Kaj Jensen og repræsenterer Anpartstald Maestro. Projektet blev bygget op omkring 50 anparter, og modellen blev gjort forholdsvis enkel og overskuelig.
Maestro er lejet af Kim Kærslund, og dermed skulle anpartshaverne ikke først finansiere et stort samlet køb af hesten. I stedet blev der skabt et projekt, hvor den enkelte deltager kunne komme med for en relativt beskeden månedlig betaling. Det sænker den økonomiske indgangsbarriere markant og gør det muligt for mennesker, som måske aldrig ville købe en hel travhest, at prøve følelsen af at være en del af et ejerfællesskab.
Det er netop den følelse, der kan gøre forskellen. For den person, der aldrig tidligere har ejet en travhest, er der stor forskel på at se tredje løb fra sidelinjen og på at vide, at ens egen anpartshest står bag startvognen. Pludselig bliver startlisten læst på en anden måde. Man følger trænerens meldinger tættere, interesserer sig for modstanderne, ser efter startsporet og diskuterer måske taktikken med de andre anpartshavere.
Når hesten starter, er det ikke længere bare endnu et løb. Det er “vores hest”. Det er præcis den mekanisme, som anpartsprojekterne kan udnytte, og det er også den, der kan omdanne en nysgerrig tilskuer til en person, som for alvor får travsporten ind under huden.
En hest kan samle mange forskellige mennesker
Det særlige ved en anpartshest er, at projektet meget hurtigt bliver større end selve hesten. På papiret kan der være 30, 50 eller endnu flere mennesker, som hver ejer en lille del eller deltager i et fælles projekt. I praksis bliver det ofte et socialt fællesskab. Man mødes på banen, følger hesten sammen, skriver til hinanden før og efter starterne og deler både forventninger og skuffelser. Når det går godt, er der mange at fejre sammen med, og når tingene går mindre godt, står man heller ikke alene. Det sociale element kan være mindst lige så vigtigt som det sportslige, fordi det er relationerne omkring hesten, der gør, at folk bliver ved med at komme.
Det er også her, travsporten kan lære noget af anpartsmodellen. Det er ikke nok bare at sælge en lille ejerandel og derefter lade deltageren passe sig selv. Skal de nye mennesker fastholdes, skal de føle sig informeret og involveret. De skal vide, hvordan hesten har det, hvad der sker i træningen, hvorfor den springer en start over, og hvad træneren tænker frem mod næste opgave. De skal have mulighed for at møde menneskerne omkring hesten og måske besøge stalden eller mødes på væddeløbsbanen. Jo mere den enkelte føler sig som en del af projektet, jo større er sandsynligheden for, at interessen fortsætter, når det første anpartsprojekt en dag slutter.
For travsporten er det værdifuldt, fordi én anpartshest kan skabe mange nye berøringsflader. En anpartshaver tager måske sin ægtefælle med på banen. En anden tager børnene med. En tredje inviterer en kollega. Pludselig har en enkelt hest skabt interesse hos langt flere mennesker end de oprindelige ejere. Nogle kommer måske kun én gang, men andre vender tilbage. Nogle køber en ny anpart. Enkelte tager måske på længere sigt skridtet videre og køber deres egen hest. Det sker ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden, men rekruttering til travsporten handler netop ofte om mange små oplevelser, der gradvist skaber en stærkere relation.
Kaj Jensen har gjort det før
Maestro står ikke alene. Anpartsprojekter har gennem en lang årrække været en del af Kaj Jensens måde at arbejde med hesteejerskab på. Et af de projekter, der for alvor viste mulighederne, var Stald Challenger, hvor seks afkom efter Great Challenger blev samlet i samme projekt. Alle seks kom til start, og blandt hestene var C D og Chio Gilbak. Projektet fik også den sjældne oplevelse at være repræsenteret i både Dansk Trav Derby og Dansk Hoppe Derby i samme år. Det er naturligvis ikke noget, man kan love nye anpartshavere, men når det lykkes, viser det, hvor langt et fælles ejerprojekt faktisk kan nå.
C D udviklede sig senere til en international klassehest og kom også til Frankrig. For en anpartshaver er den slags oplevelser vanskelige at sætte en pris på. Man kan starte med at købe sig ind i et forholdsvis almindeligt projekt uden nogen garanti for andet end oplevelsen, og nogle år senere kan man stå med en hest, der konkurrerer på et niveau, som de fleste kun drømmer om. Det er en af travsportens store styrker. Ingen ved præcist, hvor god den unge hest bliver, og den rejse kan være enormt fascinerende at være en del af. Når rejsen deles med mange andre, bliver oplevelsen ofte endnu større.
Senere blev modellen videreført i nye projekter. Blandt andet blev Stald Challenger 2019 etableret med flere Great Challenger-afkom, hvor der igen blev arbejdet med en fast struktur omkring økonomi, ejerandele og hestene. Det afgørende er ikke, om hvert eneste projekt ender med en derbydeltager eller en international tophest. Det afgørende er, at der etableres en ramme, som gør hesteejerskab forståeligt og tilgængeligt for flere mennesker. Hvis den enkelte ved, hvad projektet koster, hvordan det fungerer, og hvem der står med det daglige ansvar, bliver beslutningen om at købe en anpart langt lettere.
En vej tilbage for tidligere hesteejere
Anpartsheste er heller ikke kun et rekrutteringsredskab for mennesker, der aldrig tidligere har været i sporten. De kan være mindst lige så vigtige, når det gælder tidligere hesteejere eller travinteresserede, som har været væk i en periode. Gennem årene har flere af Kaj Jensens projekter haft deltagere, som vendte tilbage efter at have været ude af sporten. Det fortæller noget om, hvor anvendelig modellen er. Mange mennesker holder ikke op med at interessere sig for travsport, fordi fascinationen forsvinder. De stopper måske, fordi livet ændrer sig. Familien tager tid, arbejdet fylder mere, eller økonomien gør det svært at eje en hel hest. Et anpartsprojekt kan give dem en vej tilbage uden de samme økonomiske og praktiske forpligtelser.
Det er en gruppe, dansk travsport ikke bør undervurdere. Tidligere hesteejere kender sporten. De ved, hvordan det føles at stå med en hest, og de forstår glæden ved en start. Hvis indgangen igen bliver overskuelig, kan det være forholdsvis let at genantænde interessen. I stedet for at se anpartsheste som en “billig version” af traditionelt hesteejerskab bør man derfor måske se dem som et selvstændigt produkt. For nogle er det første skridt ind i sporten. For andre er det det niveau af ejerskab, der passer bedst til deres livssituation. Og for en tredje gruppe kan det blive springbrættet tilbage til at eje en hel hest.
Et projekt som Kajser viste, hvor bred modellen kan blive. Her blev der arbejdet med hele 200 anparter. Når så mange mennesker samles omkring én hest, kan den naturligvis ikke give nøjagtig den samme oplevelse som et projekt med ti ejere. Til gengæld skaber det noget andet: rækkevidde. 200 mennesker har en personlig relation til den samme travhest. Hvis bare en del af dem tager venner eller familie med på banen, begynder ringene at sprede sig. Én hest bliver pludselig et rekrutteringsværktøj for en hel sport.
De unge skal have chancen, før de kan bevise deres værd
Kaj Jensens betydning handler samtidig om mere end anpartsheste. Gennem årene har han også haft yngre mennesker omkring sig, som har fået muligheder for at udvikle sig. Det er et område, der er helt afgørende for sportens fremtid. Travsporten kan ikke på den ene side efterlyse nye kuske, trænere og medarbejdere og på den anden side forvente, at de unge er færdigudviklede, før de får ansvar. Nogen skal give dem de første køreture. Nogen skal acceptere, at læring også indebærer fejl. Og nogen skal have tillid nok til at lade dem sidde bag heste med reelle vinderchancer.
Casper M. Nielsen er et oplagt eksempel på en yngre kusk, der fik mange muligheder i perioden hos Kaj Jensen. Han kom til stalden med ambitionen om blandt andet at komme mere ud og køre væddeløb, og netop løbserfaring er afgørende for udviklingen af en kusk. Man kan lære meget hjemme på træningsbanen, men situationerne i et væddeløb kan ikke fuldt ud simuleres. Startmomentet, positionskampene, tempoændringerne og beslutningerne i løbet skal opleves igen og igen. Jo flere forskellige heste man får i hænderne, desto større bliver erfaringsbanken.
Casper M. Nielsen udviklede sig siden til et kendt navn på de danske væddeløbsbaner, og sådan en udvikling sker naturligvis først og fremmest på grund af talent, arbejdsindsats og evnen til at gribe de muligheder, der opstår. Men mulighederne skal være der. Det er den del, en etableret træner kan bidrage med. At sige: Du får chancen. Du får lov til at køre hesten. Du får mulighed for at lære. Det samme princip gælder Mathias Jensen, der også har haft sin gang omkring stalden og har fået køreture for Kaj Jensen.
Maestro binder flere generationer sammen
På den måde bliver Maestro faktisk et godt symbol på hele tankegangen. Hesten har været kørt af forskellige kuske, blandt andre Mathias Jensen, René Kjær og Casper M. Nielsen. Dermed mødes flere generationer og forskellige erfaringsniveauer omkring den samme hest. René Kjær repræsenterer den mangeårige topklasse blandt danske travkuske, mens Casper M. Nielsen og Mathias Jensen repræsenterer yngre generationer, der skal være med til at bære sporten videre. Samtidig står Kaj Jensen med mange års erfaring som træner, og omkring det hele findes opdrættere, ejerinteresser og en gruppe anpartshavere.
Det er næsten et lille billede på, hvordan travsporten fungerer, når den fungerer bedst. Den er afhængig af, at erfaring bliver givet videre. Den er afhængig af opdrættere, der producerer hestene, ejere, der finansierer dem, trænere, der udvikler dem, og kuske, der kører dem. Men den er også afhængig af publikum og mennesker, der føler en personlig tilknytning. Hvis bare ét af disse led forsvinder, bliver hele kæden svagere. Derfor er anpartsheste interessante langt ud over det økonomiske perspektiv. De kan skabe nye forbindelser mellem de forskellige dele af sporten.
Maestro har allerede givet sine anpartshavere sejrsoplevelser, og det er naturligvis den bedste reklame, et projekt kan få. Men det interessante er, at værdien ikke kun kan læses på resultatlisten. Hver gang hesten starter, har en gruppe mennesker en grund til at følge med. Nogle møder op på væddeløbsbanen, andre følger løbet hjemmefra. Der bliver talt om hesten før og efter løbet, og dermed bliver der også talt om travsport. Det er sådan opmærksomhed og tilknytning skabes.
Travsporten skal gøre det let at komme indenfor
Travsporten står, som mange andre mindre sportsgrene, med en konstant udfordring omkring rekruttering og generationsskifte. Hvis adgangen bliver for vanskelig, risikerer kredsen omkring sporten gradvist at blive mindre. Hvis man føler, at man skal kende de rigtige mennesker for at komme ind, eller at man skal have en meget stor økonomi for overhovedet at kunne kalde sig hesteejer, bliver tærsklen for høj. Her kan projekter som dem, Kaj Jensen har været involveret i, være en del af løsningen.
Man kan ikke erstatte de store traditionelle hesteejere med anpartsheste, og det skal man heller ikke. Dansk travsport har brug for begge dele. Den har brug for ejere, der investerer betydelige beløb i gode ungheste, og den har brug for mennesker, som begynder med en lille anpart. De to grupper er ikke modsætninger. Tværtimod kan den ene være med til at skabe den anden. Den person, der i dag betaler for en lille andel af Maestro, kan om fem år være medejer af flere heste. Måske køber vedkommende senere en hel åring på auktion. Måske bliver personen sponsor eller opdrætter. Ingen ved det på forhånd. Men sandsynligheden for, at det sker, er langt større, når man først har fået en positiv oplevelse som en del af sporten.
Det samme gælder de unge aktive. De skal have et sted at begynde, før de kan blive de næste store profiler. De skal have heste at køre, mennesker at lære af og et miljø, der accepterer, at udvikling tager tid. Her har Kaj Jensen gennem mange år været med til at skabe muligheder. Når man kombinerer det med anpartsprojekterne, bliver det tydeligt, at der ligger en større tanke bag: Travsportens fremtid skabes ikke alene gennem hurtige heste. Den skabes ved, at mennesker får lov til at blive en del af sporten.
Én hest kan være begyndelsen på noget større
Ikke alle anpartsheste bliver stjerner. Nogle vinder få løb, andre får skader, og enkelte lever aldrig op til forventningerne. Det er en del af hestesporten, og det skal nye anpartshavere naturligvis vide. Men succesen i et anpartsprojekt bør heller ikke alene vurderes på hestens indtjening. Hvis et projekt får 50 mennesker tættere på sporten, har det en værdi i sig selv. Hvis ti af dem efterfølgende fortsætter med nye anparter, og to eller tre senere bliver egentlige hesteejere, har projektet skabt noget, som rækker langt ud over den enkelte hests præmiekonto.
Det er måske netop dér, Kaj Jensens anpartsprojekter har deres største betydning. De har demonstreret, at travsporten kan tænke ejerskab på flere måder. At man ikke behøver eje 100 procent af en hest for at føle et stort engagement. At en hest kan samle mennesker med vidt forskellige baggrunde. Og at den stærkeste vej til at rekruttere nye mennesker ofte går gennem oplevelser og fællesskab snarere end gennem reklameslogans.
Kaj Jensen vil naturligvis først og fremmest blive husket som travtræner, og hans resultater gennem et langt liv i sporten vil altid fylde. Men hans arbejde med anpartsheste og unge mennesker fortjener også en væsentlig plads i fortællingen. For når en sport ønsker flere aktive, flere ejere og flere mennesker på væddeløbsbanerne, er det nødvendigt med personer, som tør åbne døren og invitere andre indenfor.
Det er præcis, hvad anpartshesten kan.
Én hest kan samle 50 mennesker. De 50 kan tage venner, familie og kolleger med. En af dem kan blive ny hesteejer. En anden kan få lyst til at arbejde i en stald. En tredje bliver måske bare fast publikum på væddeløbsbanen.
Men alle er kommet et skridt tættere på travsporten.
Og i sidste ende er det mennesker – ikke bare heste – der skal sikre sportens fremtid.
Onsdag starter Maestro på Jydsk Væddeløbsbane.
Fotos af
- Hesselborg Foto
- Burt Seeger
- Martin Timm Holmstav
