Just Hans solgt – Vi er ikke overrasket
Just Hans er blevet solgt til en hesteejer hos Flemming Jensen.
Det kommer ikke som nogen overraskelse, og det giver god mening i denne sammenhæng.
I sidste uge blev Travet.dk kontaktet af en hesteejer hos Flemming Jensen, som ønskede sparring omkring muligheden for at erhverve Just Hans.
Samtalen varede over en time, og det står klart, at flere hesteejere tilknyttet stalden har vist interesse for hesten.
Ifølge oplysninger fra stalden bliver Just Hans dog ikke en “kendis-hest”, som ellers var på tale tidligere på ugen.
Det bliver i stedet en anden hesteejer i stalden – Stald Saltum, der løb af med Just Hans.

Vi har tidligere skrevet.
En bekymrende udvikling.
Det kom for nylig frem, at Hans Jacobsen har mistet interessen for dansk travsport og derfor ønsker at afvikle sit hestehold. Hans beslutning følger en tendens blandt flere hesteejere, som enten har valgt at stoppe helt eller flytte deres aktiviteter til udlandet.
Inden for det seneste år har vi set hesteejere som Stald Masiol, Bertel Maigaard, John Kirketerp, Frank Kjelde, Keld Gregersen og Kim Kærslund med flere enten nedtrappe deres engagement eller flytte deres aktiviteter uden for landets grænser.
Denne udvikling er bekymrende og kan få alvorlige konsekvenser for dansk travsport, hvis flere hesteejere vælger at følge samme vej. Heldigvis er der stadig flere af de nævnte, som fortsat er aktive i sporten herhjemme trods tidligere udmeldinger.

Hvor skal pengene komme fra?
Hvordan kan man løse de udfordringer, der gør det mere attraktivt for hesteejere at blive i dansk travsport? Det oplagte svar er økonomi, men det store spørgsmål er, hvor pengene skal komme fra.
De seneste år har flere prominente stemmer i sporten påpeget, at pengene allerede findes, men at de bliver brugt forkert. Det lyder enkelt, men løsningen er alt andet end let. Hvis det blot handlede om at finde en mirakelkur, ville den være opdaget for længst – sporten har trods alt søgt svar på dette spørgsmål i mere end 25 år.
Dansk Hestevæddeløb har opnået en besparelse på fire millioner kroner gennem en omstrukturering. Samtidig fødes der færre føl end nogensinde før, hvilket naturligt rejser spørgsmål om sportens organisation. Er der behov for det nuværende antal ansatte? Er antallet af baner for højt i forhold til antallet af heste? Og hvordan sikrer vi, at sportens midler udnyttes bedst muligt?
Hvordan ser aftalen med Svensk Travsport ud, og hvem i Dansk Hestevæddeløb har de nødvendige kompetencer til at forhandle en sådan aftale? Det er et af de spørgsmål, vi oftest bliver stillet: Hvem har de rette kvalifikationer til at sikre, at sporten udvikler sig i den rigtige retning?

Intern fnidder
Manglende ordentlighed er en af de ting, der virkelig kan vække frustration. Når en dansk hesteejer offentligt erklærer, at vedkommende ikke længere ønsker at deltage i sporten, fordi organisationen er blevet for tung at samarbejde med, er det nødvendigt at rette blikket indad.
Hos Travet.dk har vi det seneste år været opmærksomme på, at flere danske hesteejere vælger at søge mod udlandet. Årsagen til dette kan spores tilbage til enkeltpersoner i organisationen inden for dansk travsport. Det er en udvikling, vi må og skal sætte en stopper for.
Vi er desuden bekendt med, at disse personer har været i direkte kontakt med Pål M. Tung, hvilket betyder, at organisationen er informeret om problematikken.
De interne konflikter nogen i sporten har med hinanden er ødelæggende.
Vi har ikke råd til at miste flere hesteejere i Dansk travsport!
[useful_banner_manager banners=4 count=1]
[useful_banner_manager banners=32 count=1]

