Julehilsen fra FDT
Året rinder snart ud og her et lille tilbageblik på året der er gået, indleder FDT i en mail til Travet.dk.
FDT har længe haft et ønske om flere amatørformløb 1.17 – 1.18, til de mange heste der er imellem klasseløb og alm. formløb. I 2022 fik vi en hel del flere, og de har været rigtigt godt besatte. Tak til Sport og Udvikling.
I 2022 afvikledes bl.a.:
DM for amatører på Lunden den 6. august. Special tak til Lundens Amatørklub for et godt engagement omkring arrangementet. Desværre var der mangel på startvillige heste. Tak til alle dem som støttede os med heste.
Vi fik en flot DM vinder i Kamilla Plambech.
EM for Damer i Nordsverige. Den nybagte danmarksmester Kamilla, kørte nogle flotte løb, og var meget tæt på podiet, på en samlet 4.plads.
EM for Herrer på Mallorca
Søren Demant Andersen endte på en samlet 6.plads. Dette efter optimale styringer i alle afdelinger.
Nordisk Mesterskab i midt Sverige
Mangel på heste, specielt på Åby, var det overskyggende på et ellers velorganiseret NM. De danske samlede placeringer blev Lars Munk på en 4.pl (Kun 2 point færre end vinderen) Martin Andreasen 5.pl (1 point mindre end Lars) og Trine Urth Pedersen på en samlet 9.pl. Socialt blev det en meget vellykket tur og der kunne ikke udsættes noget på de dansk kuske præstationer.
Et kig fremad til 2023:
FDT’ bestyrelse blev enige om at man ville foreslå Sport og Udvikling at lave en bredere præmiefordeling i amatørløbene. Efter aftale med Sport og Udvikling vil der fra februar 2023 være 1.000, mindre i 1. præmie, som fordeles til de øvrige placerede. Dette er gældende i løb med 15.450kr i samlet præmiesum. Der ofte er mange heste i disse løb, og derfor vil vi give lidt flere en ”større” bid af præmiesummen.
Derudover ønsker FDT at der stadig afvikles lidt flere amatørformløb 1.17 – 1.18 i Jylland – Fyn området. Disse er altid velbesatte. Sport og Udvikling er stadig lidt tilbageholdende, hvilket måske bunder i at der indimellem er en del negative henvendelser, vedrørende opsætning af hestene i disse løb.
Derfor henstiller vi til at alle respekterer den måde hestene sættes op på, samt at man har en konstruktiv dialog hvis man føler sig ”uretfærdigt” behandlet i opsætningen af ens hest(e).
Vi henstiller samtidigt til at vores medlemmer holder den gode tone på de sociale medier m.m.
Vigtige datoer i 2023:
DM for amatører afvikles på Fyn fredag den 30. juni. Her deltager 2 amatører fra hver af de 8 danske baner.
Amatør EM for herrer afvikles i Finland d. 8. -11. august. Bornholm udtager den danske deltager.
Amatør EM for damer afholdes i Norge, dato endnu ukendt. Odense udtager den danske deltager.
Nordisk Mesterskab køres i Danmark d. 18.-19. august på Fyn og i Aalborg. Her er udtaget fra DM 2022; Kamilla Plambech, Mathias Jensen og Dennis Kristiansen.
Foto Burt Seeger.






