Jan Friis sælger til ny mand i sporten
Skive-træner Jan Friis driver en sund og fin trænerforretning i den lille jyske by Vemb. En af de store forskelle på Jan Friis og mange andre trænere i Danmark er virksomhedskonceptet.
Jan Friis køber hvert år heste på de danske auktioner. Det gør han uden at have kunder til disse heste i første omgang, men år efter år så sælges disse heste til nye eller eksisterende kunder.
En anderledes tilgang til tingene i forhold til mange andre trænere, hvor der indkøbes hest til en specifik kunde. En interessant og anderledes forretningsstrategi, men den virker for Jan Friis.

Netop nu har Jan Friis stort set udsolgt af egne indkøbte heste.
– Jeg har netop solgt to heste til en kunde i stalden.
Det er gennem Karl Kristian Guldhammer, som har en lille finger med i spillet. Den pågældende hesteejer har købt hest hos netop Karl Kristian Guldhammer, og denne fik jeg i træning.
Jeg har efterfølgende fået en forespørgsel fra selvsamme mand, om jeg havde flere heste på hånden, for han ville gerne have en eller to heste yderligere. Jeg driver en virksomhed, hvor det er vigtigt at have en god vare på hånden til nye eller eksisterende kunder, så det havde jeg.
Jeg har solgt hestene Golden Eye og Florida Flamingo.

Der er tale om en helt ny mand i sporten, og for mit vedkommende er det fantastisk, at vi kan tiltrække nye folk til sporten på nuværende tidspunkt. Det er hele fundamentet i sporten, at vi har mennesker der vil investere i nye heste, så vi kan holde hjulene igen, fortæller Jan Friis.
Det er efterhånden sådan, at jeg har fået indkøbt for lidt heste sidste år i forhold til efterspørgslen, og det er ikke noget dårligt udgangspunkt inden årets auktioner. Jeg skal ud og handle, og kan se i har nogle interessante samarbejdspartnere, og dem vil jeg kigge lidt ekstra på i år.
Jan Friis driver en trænervirksomhed med 26 heste på træningslisten. De to solgte heste bliver i træning hos Jan Friis.






