Icebreaker møder verdenseliten i Prix de France
Icebreaker møder verdenseliten i Prix de France
Når portene går op til årets udgave af Prix de France, venter et af verdens mest prestigefyldte og brutalhurtige sprinterløb. For Glenn Sigurd Syvaldsen-ejede Icebreaker, bliver det en ilddåb af de helt store.
Søndag står han skulder ved skulder med verdenseliten, og der er ikke tale om en hvilken som helst opgave: Hele 400.000 euro er i puljen, og vinderen kan tage 180.000 euro med hjem – lidt over to millioner norske kroner.
Fartfest over 2.100 meter
Prix de France afvikles over 2.100 meter autostart, og tempoet er traditionelt hæsblæsende fra første meter. Paris-banen Vincennes er kendt for sine taktiske og krævende løb, men netop dette løb udmærker sig.
Historien taler sit tydelige sprog om løbets karakter: Allerede i 2007 satte Kool du Caux banerekord med utrolige 09,8a/2100 – en notering, der stod som løbsrekord i 15 år. Først i 2022 lykkedes det for den italienske stjerne Vivid Wise As at forbedre tiden med en tiendedel. Rekorden blev yderligere skærpet i 2023, da Idao de Tillard sejrede i 09,4, for fulgt af Go On Boy og Ampia Mede SM. Sidste år var det netop Go On Boy, der vandt i 10,1.
Alt dette siger noget om én ting: Fartfest!
Modvind i lodtrækningen
Startsporene blev imidlertid alt andet end velvillige over for Icebreaker. I dette løb får de ni med størst grundlag lov at vælge plads i første række, mens resten må tage til takke med anden række bag bilen. Uheldigvis trak Icebreaker det korteste strå og havnede yderst i anden række – Langt fra optimale forudsætninger.
Det ændrer dog ikke ved, at femåringen har vist klassen igen og igen. Men statistikken taler desværre ikke til hans fordel: Ingen norskejede heste har nogensinde sluttet blandt de tre bedste i Prix de France. På kuskesiden ser det en smule lysere ud – i 1979 lykkedes det Ulf Thoresen at køre Grande Frances ind på tredjepladsen.
Men det er længe siden, og konkurrencen er kun blevet skarpere.
Fra Vadum til verdensscenen
Historien om Icebreaker er samtidig historien om en opdrætter, der formår at skabe guld på markerne i Nordjylland. Bjarke Thomsen fra Vadum har trods en travl hverdag i landbruget formået at fostre to Derby-vindere – en bedrift de fleste opdrættere kun kan drømme om.
I 2020 vandt Extreme Dansk Trav Derby, og samme år kom hans helbroder Icebreaker til verden. Ingen kunne dengang skrive i stjernerne, at lillebroderen fire år senere skulle vinde Derbyet i 2024 og nu stå klar til at deltage i et af verdens mest prestigiøse travløb.
Thomsen har, trods sine mange forpligtelser på gården, fulgt Icebreakers udvikling tæt. Gang på gang har han glædet sig over, hvordan hesten har løftet sit niveau – både på de danske baner og i de større internationale opgaver.
Hvad kan man forvente?
Forventningerne til Icebreaker i søndagens opgør er med rette afdæmpede. Startsporet er udfordrende, modstanden enorm, og historikken ikke på hans side.
Skulle han klare sig ind i præmierækken, vil det være en sportslig triumf i sig selv – og et bevis på, at nordisk travsport fortsat kan uddanne heste, der kan matche de bedste, når alt går op i en højere enhed.
Interessant bliver det at følge den tidligere danske derbyvinder denne søndag.
Fotos af
Burt Seeger.














