Hestepakken – begyndervanskeligheder
Hestepakken – begyndervanskeligheder, men lysning forude.
Siden Hestepakken gik i luften d. 1. september som afløser for de tidligere hesteejerkort, er det blot at konstatere, at der har været en del fejl og mangler.
Flere systemer har skullet samkøres, og det har vist sig at være mere vanskeligt end forventet. Men vi arbejder mod en løsning.
Det er ingen skam at indrømme, når man laver fejl. Og det har vi i Dansk Hestevæddeløb lavet i forbindelse med etableringen af Hestepakken, hvor for mange hesteejere ikke har modtaget de lovede links til billetter via Tickster.
Det vil vi gerne undskylde for.

Vi er stødt ind i en række tekniske udfordringer, som har vist sig at være svære at løse, men vi igangsætter nu en proces, der i løbet af den kommende måned skal få Hestepakken til at fungere fuldt ud.
Vi har valgt at fortsætte tilbuddet om Hestepakken i sin oprindelige form, mens vi arbejder på den bedre løsning.
Det betyder, at den tekniske repræsentant stadig vil modtage billetter senest dagen inden løbsdagen. Vi vil her pointere, at Hestepakken indtil videre kun er et anliggende for travet.
Ved spørgsmål eller udeblevne billetter – skriv endelig til info@danskhv.dk, og vi vil gøre alt for at rette fejlen.
Vi beklager endnu en gang – og ser frem mod den varige og bedste løsning.
Foto Flemming Andersen.






