God mandag for Rolf Jørgensen
Det var en god mandag for Rolf Jørgensen ved løbene i Skive i går. Han startede tre gange og det blev til to førstepladser.
Først kunne 1994-fødte Rolf Jørgensen sejre med Justlikejessejames. Spidsen blev nået på første langside, og herfra så konkurrenterne baghovene.
Peter Rudbeck-trænede Justlikejessejames skar målstregen først i tiden 1.15,8/2060 m. Auto og det var med en førstepræmie på 7.500 kr.
Den fireårige hest havde en god sæson i 2023, hvor det blev til seks sejre i 10 starter og med 67.239 kr. på præmiekontoen.
Til gengæld er det kun blevet til tre sejre i år i ni starter. Med gårsdagens førstepræmie har Justlikejessejames rundet 117.339 kr. i karrieren.

Vandt også med tidligere sejrshest
Rolf Jørgensen har gjort et flot arbejde med den svenskfødte Daniel Autriche, der blev købt i Sverige uden sejr på kontoen, men den er sidenhen vendt.
I 2022 havde Daniel Autriche sin bedste sæson. Den startede 19 gange og det blev sejre i de 11 af disse, hvor den indkørte 109.750 kr.
Sidste år startede hesten kun seks gange, men det blev alligevel til en sejrsprocent på 50, da den vandt tre af sine starter.
I går tog den årets fjerde sejr i 12 starter i Skive. Den blev kørt til spids efter 850 meter og vandt i tiden 1.15,3/2060 m. Auto.

Har udviklet sig som kusk
Rolf Jørgensen kørte sit første løb i 2013, hvor det blev til en femteplads med Seattle i debuten og siden gik to år uden køreture. I 2015 blev det til gengæld til en sejr i hans blot anden karrierestart. Det skete i Skive med Sir Knox, og det blev til yderligere to sejre det år.
Det blev til tre sejre i 2016, to sejre i 2017, to sejre i 2018, en enkelt sejr i 2019, to sejre i 2020, mens han ikke vandt løb i 2021.
De to seneste år er det blevet til henholdsvis 11 sejre i 21 starter i 2022 og 10 sejre i 26 starter i 2023.
Rolf Jørgensen har i 2024 vundet syv gange og det er sket i 22 starter. Det er blevet til 124.600 kr. indkørt indtil videre i år.
Fotos af
Flemming Andersen
Hesselborg Foto







