Frataget licens: – Efter min mening er dette magtmisbrug
Frataget licens: – Efter min mening er dette magtmisbrug
Det slog ned som en bombe i fransk travsport, da Ecurie Hunter Valley søndag fik frataget sin driftslicens og måtte tvangsstryge fire startheste med øjeblikkelig virkning.
Mandag gik staldens chef, Matthieu Millet, i rette med myndighederne i den franske travpresse.
Millet forklarer, at han for nylig indsendte en ny licensansøgning for sit holdingselskab og sin familie, fordi han ønskede at omdanne stallen til en familiestald. I den forbindelse blev han igen stillet spørgsmål om forhold, hvor han allerede var blevet frikendt, selv om dokumentation tidligere var indsendt. Han besvarede alle spørgsmål skriftligt inden fristen den 14. juli – og blot to dage senere, den 16. juli, havde “spilpolitiet” allerede orienteret det franske travforbund om, at hans licenser skulle inddrages. Dette skete, selv om hans svar – ifølge Millet – fyldte hele 400 sider.
Hverken det franske travforbund eller SSSJ har kommenteret sagen offentligt. Stridens kerne ser dog ud til at være MY2MI, Millets holdingselskab, som tidligere på året blev begæret tvangsopløst.
Millet understreger, at hans straffeattest er ren. Han er involveret i en skatterevision, som han er i færd med at få bragt i orden, og han afviser anklager om ulovlig finansiering i forbindelse med købet af sin egen stald. De regnskabsposter, han kritiseres for, er ifølge ham både lovlige og almindelig praksis. “Der er tale om en misforståelse. Der er intet konkret at bebrejde mig; jeg bliver udsat for mistænkeliggørelse,” siger han.
Millet bistås nu af to advokatfirmaer og lægger ikke skjul på sin kritik af myndighedernes fremgangsmåde. Han er fast besluttet på at kæmpe sagen hele vejen.
Han har allerede anmeldt forløbet til IGPN (Generalinspektoratet for det nationale politi) og DSPAP (Direktoratet for lokal sikkerhed i Paris-området), fordi han er uenig i spilpolitiets metode. “Efter min mening er dette magtmisbrug. Det betyder i praksis, at én politibetjent kan afgøre en virksomheds eller en stalds fremtid alene på baggrund af en mistanke. Under sagsbehandlingen bemærkede jeg uregelmæssigheder og en vis fjendtlighed. Fra nu af vil jeg bruge alle midler, jeg har til rådighed – især over for spilpolitiet og ministeriet.”
Han fortsætter: “Det er ikke første gang, spilpolitiet overskrider grænserne. Vi står over for magtmisbrug, og jeg er ikke en, der giver op. Vi er i Frankrig, et land hvor retfærdighed burde sejre, men uskyldsformodningen bliver ofte trådt under fode. Under påskud af potentiel påvirkning af løbene ignoreres den fuldstændigt. Det er katastrofalt for hele branchen, for når som helst kan nogen beslutte – uden procedure, uden noget som helst – at du ikke længere må arbejde. Det er ikke rigtigt. Dette bliver en af mine kampe.”
En regning til staten
Ecurie Hunter Valley er dog langt mere end Millet selv. Stalden beskæftiger 25 ansatte, som nu er dybt bekymrede for fremtiden.
“Jeg forsøger at berolige dem. Jeg går ikke i panik, og jeg ved, at det her ikke er normalt. Jeg fordømmer magtmisbruget, men jeg vil ikke forhaste noget; jeg afventer, om myndighederne retter op på fejlen. Mine anker er indgivet, og jeg har økonomiske midler til at afvente en afgørelse. Det er op til ministeriet at beslutte, hvilket signal de vil sende til branchen. Jeg giver ikke op. Men alle udgifter og forpligtelser, der nu påløber i forbindelse med hestene, kommer jeg til at sende videre til staten.”
Den 40-årige Millet, som arbejder inden for IT og har forretningsforbindelser i USA, holder døren på klem for at flytte travaktiviteterne “over there” – men det er ikke hans ønske.
“Jeg har mit amerikanske selskab, som allerede er fuldt godkendt. Jeg har rejst kapital der, men hvad er budskabet? At jeg skal sælge mine heste og investere alt på den anden side af Atlanten? Der findes lande, som er mindre restriktive over for iværksættere. Myndighederne siger reelt til folk, at de skal forlade Frankrig. Det er ikke mig, der skaber et forkert indtryk – det er denne fremgangsmåde, der skræmmer investorer væk fra fransk travsport. Hvis jeg en dag beslutter mig for at sælge eller eksportere mine heste til USA, har jeg alt på plads til at gøre det.”













