Første start for Magnus
Den 10. februar kunne Nykøbing Falster Travbane melde ud, at man sagde velkommen til Magnus Ladegaard, som efter næsten 10 års pause fra trænergerningen vendte tilbage.
I den forbindelse udtalte banen og Magnus Ladegaard.
– Vi er meget glade for at byde Magnus velkommen som træner og ønsker ham alt det bedste. At han er en dygtig hestemand ved vel alle, og han vil være et kærkomment tilskud til trænerstaben her på banen, siger formand Erling Clausen.
– Jeg glæder mig til at komme i gang, men vil fortsat køre ud og sko – dog ikke så meget som tidligere for jeg må jo også vedkende mig, at jeg ikke kan blive ved med at holde til at sko så meget hver eneste dag, smiler Magnus Ladegård, der er 43 år gammel og med en fortid hos Jørn Laursen, Max Nielsen, Palle Günther og Steen Juul.
Tilbage i 2012 stoppede Magnus Ladegaard som professionel travtræner. Siden har han ernæret sig som beslagsmed, og i de senere år har han været en del af Seven Point Five Racing Stable sammen med sin samlever Maria Hansen og Svend Aage Nielsen, der med sin amatørtrænerlicens har stået som træner af staldens heste.
I dag sender Magnus Ladegaard fynskopdrættede Everest Laser til start. Starten bliver den første med professionel licens for Magnus Ladegaard, der har hyret Rene Kjær til opgaven.
Everest Laser har gjort otte starter i karrieren, og står noteret for tre sejre.
I dag gør den femårige hoppe sin anden start for året.
Magnus Ladegaard driver en trænervirksomhed med 11 heste på træningslisten. Den mest meriterede af disse er femårige Exclusive Laser, der aktuelt står noteret for 815.617 kr.
Det bliver uden tvivl interessant at følge Magnus Ladegaard tilbage i de professionelles rækker.







