Fartfest i vente i Billund – Stort rykind forventes
18. juli 1971 slog dengang Sydjysk Væddeløbsbane dørene op til banens første løbsdag. Der var masser af gæster til løbsdagen, og det sportslige var også af bedste mærke. Der var deltagere fra hele landet, og med bl.a. datidens topheste som Misty Senator, Fox
Hanover og Mac Hjordal på startlisten i ”Åbningsløbet”.
Mac Hjordal vandt det første løb på den nye bane, og siden har mange topheste fundet vej til vor hurtige oval. I dag byder vi på flere meget interessante opgør. Det traditionsrige sprinterløb for de 4-årige heste ”Kentaur.com – Sprintermesteren” har samlet 7 lynhurtige heste.
Fra Holland kommer den tyske derbyvinder Wild West Diamand, der trænes af Paul Haggort. Han har tidligere trænet vinderen af løbet, og har taget godt for sig af storløbene gennem de senere år her i landet.
De øvrige 6 startende heste trænes alle her i landet, Stonefire U S og King Slayer er nok de bedste modbud til vor hollandske gæst. Alle heste i løbet præsenteres længere fremme i programmet.
Hoppernes opgør præsenteres som vanligt af Aveve.
Her kan det igen blive hollandsk ved Paul Hagoort trænede Kashmir Stone. Hun har tre sejre og to andenpladser i de seneste fem starter at henvise til. En 4-årig hopper der kunne have været interessant at se i dette opgør er Bent Svendsen trænede Flower Dust, der for en måned siden spurtede fremragende 11,8a her i Billund. Bent har valgt finalen i Klasse 4, det bliver spændende at se, om det bliver en ny fartfest. Vi
glæder os også meget til at se lokale Ecu Egedal – kan hun tage 7. sejr på stribe?
Hurtigklassen mødes i Liga 1 Finalen sponseret af Vandel Biler. Her er der gensyn med sidste søndags vinder af ”Harald Lunds Mindeløb” Apapmand, der desuden tidligere i karrieren har vundet netop Sprintermesteren her i Billund, hvor han satte banerekord med tiden 11,6a. I dag skal han bl.a. møde Slide So Easy, Tycoon Conway Hall, Speedy Face og lokale Bandit Brick fra Gitte Madsens træningskvarter.
Vi har nu rundet 3 af dagens løb, men der er mange flere meget seværdige opgør i vente – vi glæder os til at præsentere de flotte heste for jer alle, skriver banen i dagens baneprogram i dag.
Et baneprogram findes her.
Ken Erik Bech med flere historieske artikler
Ken Erik Bech har frem mod dagens løbsdag skrevet flere historiske artikler. En af disse er denne:
”Det var sommeren, det hændte, som vendte op og ned på mit liv”. Den gamle dansktopsang, som Ulla Pia fremførte, kommer jeg til at tænke på, når tiden nu skrues 50 år tilbage. På søndag er det nemlig præcis 50 år siden, Sydjysk Væddeløbsbane A/S, bedre kendt under navnet Billund Trav, afholdt sine første travløb.
Af Kenn Erik Bech
Søndag den 18. juli 1971 troppede en masse mennesker op for at følge løbene på den nye væddeløbsbane. For mange af dem forandredes deres liv for altid – som det lyder i ovennævnte sang. Travsporten bed sig fast hos mange af dem.
På søndag fejres 50 års jubilæumsdagen med brask og bram. Til oktober stopper højtaleren for altid med at spille sejrsmusikken for de vindende ekvipager.
Billund Trav lukker helt ned, men på søndag er det først og fremmest et spændende program, der skal afvikles, og med festlige indslag allerede fra klokken 12.
Kaotisk premiere
Det blev en fantastiks åbningsdag for Billund-banen i 1971. Den oversteg initiativtagernes vildeste forventninger. En halv time før første løbs afvikling var der bilkø fra Vejle til Billund. Situationen var så kaotisk, at politiet måtte skride ind og genne bilerne ind på travbanen, så mange hegn og porte blev rendt over ende. Sådan lyder beretningerne fra dengang.
Allerede i 1966 var der planer om en væddeløbsbane ved Vejle, men den kom til at ligge i Billund. Initiativtagerne, der bestod af både galop- og travfolk, fik stillet 42 tønder land til rådighed.
På stedet hvor de nuværende stalde ligger, lå en gammel gård, der hed Billundgård med forskellige tilbygninger, og den blev revet ned. Efter mange genvordigheder undervejs, stod det hele klar til invasionen på premieredagen.
Beretningerne hvor mange tilskuere der kom til denne søndag i juli 1971, varierer lidt efter, hvor man søger oplysninger henne. Et sted tales der om 6.-7000 betalende tilskuere. Et andet sted er tallet 10.000 betalende tilskuere nævnt – plus det løse; dvs. nogle tusinde mere.

5.700 kroner til Nørlem-familien – i kontanter
Omsætningen blev 150.000 kr., men kunne have været blevet meget større. Totalisatoren kunne ikke klare at behandle det store pres, der var på boderne.
Egon Nørlem og hans heste fra Stutteri Hjordal vandt Åbningsløbet plus 2-års-løbet, og han kunne sammen med pointspræmierne, han også fik, køre mod sit nordjyske domicil med 5.700 kr. i lommen.
Løbspræmierne blev nemlig kort tid efter løbenes afvikling udbetalt kontant til de forskellige hesteejere på Billund-kontoret. Det var bare ét af mange nye tiltag som skete på Travdanmarks nyeste væddeløbsbane.

Hvem vandt så de 8 travløb, der blev afviklet den søndag for 50 år siden?
Åbningsløbet har vi nævnt. Her sejrede Egon Nørlem over sprinterdistancen med sin solide hurtigtraver Mac Hjordal foran Ivan Director med amatøren K. Knudsen, mens træner Børge Grandahl blev 3. med Monet. Sidste hest over målstregen var ekvipagen fra Odense, Entré med Chr. Pedersen.
Til gengæld vandt 12-årige Entré 2. afdeling, mens Mac Hjordal blev nummer 2. Den gamle derbyvinder Fox Hanover deltog også i disse 2 afdelingsløb, men begge gange måtte den nøjes med en mindre placeringer for sin ejer, H. C. Henriksen.
Efter sejren i Åbningsløbet vandt Egon Nørlem også det næste løb. I 2-årsløbet var det Pitt Hjordal, der nåede stregen først.
Felterne var fyldt med gæster fra de andre baner, og eneste sejr til en hjemmebanekusk kom i det følgende løb, hvor træner Preben Vebner vandt med Optim Lloyd, ejet af Stutteri Hygæa fra Aalborg.
Stutteri Hygæa fik endnu en sejr, da jockey Torben Fischer senere vandt med Noblecess, og i dette løb blev det til en andenplads til nye træner, og kommende champion, Thorkild Hansen med Orson Hill.
3-års Mesterskabet blev også afviklet på premieredagen, og her vandt amatørkusk Arne Brix Nielsen med Orkan M N.
I dagens næstsidste løb, for 4-5 års eliten, var der københavnsk sejr til træner Hans Andersen med Mr Goodluck, mens dagens sidste løb, et stayerløb med en grunddistance på 3600 meter blev vundet af Arne Elgård Petersen fra Nykøbing-banen med Ging Skovsgård. Ging Skovsgård havde 140 meters tillæg!






