Dansk køb på den svenske travera-auktion
Lunden-amatørtræneren Anita Bakkegård Hansens datter, Nicole Bakkegård Goecke, stod for det enlige danske køb på lørdagens travera-auktion.
Nicole Bakkegård Goecke fik hammerslag på 95.000 skr. for den 5-årige Googoo Gaagaa-søn Hazard In.
Den svenskfødte hest har været ejet af den svenske træner Robert Bergh, som også har trænet hesten frem til i dag.
Hazard In har vundet tre gange i 22 starter, mens det er blevet til 244.000 skr. i præmier indtil videre i karrieren.
Hesten gjorde sin sidste start i sit nuværende regi sidste lørdag, hvor den var femte for Robert Bergh i et V75-løb på Halmstad.
Interessant moder
Moderen til Hazard In er Only in America. Den ejes af Frank og Preben Sørensen i Nordjylland, hvor den har fået tre afkom.
To af disse er i træning hos Lunden-træneren Axel Jacobsen. Den 4-årige America Style og den et år yngre America Dream.
Både America Style og American Dream er efter Love You, og er dermed helsøskende til American Standard, der blev født i fjor.
Foto af Burt Seeger







