Extreme i fransk debut
På søndag er Stald Cosmopolitans Extreme klar til den første start for Erik Bondo i det franske.
I lang tid har Extreme været formeldt til Prix de Lille, der køres på Vincennes på søndag, og hesten er nu også blevet endelig startmeldt.
Det bliver Gabriele Gelormini, der får chancen i sulkyen i hestens første start i det franske, hvor den kommer til start fra spor to over 2100 m. Auto.
I Prix de Lille køres der om en samlet præmiesum på 90.000 euro, og der er i alt 15 heste til start i løbet. Blandt andet ligeledes Erik Bondo-trænede Cash Bank Bigi.
Det bliver Extremes første start siden fjerdepladsen i N. J. Koster Momorial for hestens nu tidligere træner Flemming Jensen i midten af november måned.

Om Extreme
En gaffelbåndsskade satte Extreme ud af spillet i 2022. Det var meningen, at Extreme skulle have startet i Eliloppet i 2022 efter at den var blevet anden i Paralympiatravet på Åby, men i ugen op til det store løb måtte kredsen se hesten blive ramt af en gaffelbåndsskade.
Det tog knap to år for Extreme at vende tilbage til væddeløbsbanerne, men ventetiden har gjort den tidligere europamester godt. Det har været et par fine og overbevisende indsatser Extreme har leveret.
Extreme er vinder af Dansk Mesterskab, Dansk Trav Derby, Europamesterskabet for 5-årige hingste/vallakker, N J Koster Memorial, og C.L. Müllers Memorial med mere.
Der er ingen tvivl om at hele dansk Travsport håber og krydser fingre for Extreme, der altså inden sin skade var inviteret til Elitloppet.

Om Erik Bondo
Erik Bondo er en af de mest succesfulde danskere gennem tiderne. Det er blevet til flere storløbssejre i Italien, Frankrig og Sverige gennem en lang og flot karriere.
Danske Erik Bondo har gennem en lang årrække drevet en succesfuld trænerforretning i Italien. Samtidig har han af flere omgange haft en lige så succesfuld filial i Frankrig. Desuden har Erik Bondo også formået at vinde det italienske trænerchampionat.
Han slog sig ned som travtræner i støvlelandet i 1992.
Erik Bondo har prøvet mangt og meget i sin karriere. Nu har han fornøjelsen af Extreme, som er kommet til Frankrig med 24 sejre i 53 starter og en indtjening på 3.417.792 kr.






