Estelle Kronos – Ubesejret i tre starter
Michael Lønborg fremviste i går en velgående og veludseende hoppe i Estelle Kronos, der for tredje gang i tre stater kunne sejre. Michael Lønborg, var fuld af lovord overfor den 5-årige hoppe, da Travet.dk i aftes fangede JVB-træneren for en kommentar på sejren.
Travet.dk fangede Michael Lønborg hjemme på gården, hvor han var i fuld gang med at ordne bane. Han keder sig ikke den gode Michael Lønborg, og få timer efter gårsdagens to sejre, så hed det træning og vedligeholdelse af træningsbane.
“Resultaterne kommer ikke af sig selv, men af hårdt arbejde, indledte Michael Lønborg indledningsvis, så det går ikke at hvile på laurbærrene efter en løbsdag, men der er andre gøremål efter en løbsdag som i går.”
Ataks fødselsdagsløb er målet i år
“Med hensyn til Estelle Kronos fik jeg en henvendelse i oktober måned fra Jan Pilegård som ejer hesten, om jeg kunne have interesse i at træne hoppen, da dagene blev for korte for ham.
Estelle Kronos havde egentlig været startklar, men der var sket et eller andet, som gjorde at han var tvunget til at begynde helt forfra med hende. Jeg fik hesten i oktober måned, og hun har gjort alting rigtigt i min regi.
Det var tydeligt og mærke, at hun havde utrolig flair for tingene. Det var utroligt nemt at arbejde videre med hende i den skik som hun kom, og vi godkendte Estelle Kronos på en fin måde efterfølgende.
Hun tager 2.6 sekund af sin rekord i løbet i går, og hun føltes helt ukørt over mål. Jeg sad med en rigtig fin følelse, da vi passerede målstregen, og hun havde masser af kræfter over mål.
Hun har i to starter været tyndt trænet op til starterne, og jeg har endnu ikke bedt om noget i træningen af hende. Hun fik en lille rift i folden efter seneste start for tre uger siden, så hun har fået lov til at stå lidt over i træningen frem mod i går.
Min store plan med hende i år, er at hun skal vinde Ataks Fødselsdagsløb med sin ejer. Det er mit helt klare mål for året at give ejeren den oplevelse.
Der kommer selvfølgelig også andre opgaver for en hoppe som hende. Der kommer normalt nogle rene hoppeløb i løbet af året, så krydser fingre, for at disse kommer igen.
Jeg har en sund og fin forretning i det daglige. Mit samarbejde med Martin Hansen kører upåklageligt, og jeg synes det hele kører godt på.”
Michael Lønborg står noteret for 20 sejre, og staldens heste har vundet 23 procent af alle starter i 2021.

Hesselborg foto






