Dommerne på workshop
Således melder Dansk Hestevæddeløb ud. Her meddeler man, at de danske dommere denne lørdag skal på workshop på Fyn.
I den forbindelse skriver man:
Lørdag samles landets dommere om en nyskabelse i form af en fælles workshop, og det sker med et detaljeret program med interessante emner – og indbudte gæster.
Dansk Hestevæddeløb afvikler for første gang en workshop for de danske dommere. Det sker i morgen lørdag på Fyn, og et hurtigt kig på dagsordenen vidner om grundig planlægning og masser af relevante emner.
Det er bl.a. en gennemgang af de seneste tilføjelser eller justeringer i forhold til løbsreglementet, og hvor René Kjær og Allan B. Madsen deltager som repræsentation for hhv. Trænerforeningen og Amatørforeningen. Konkret bliver de nye animeringsregler et tema her.
Senere på dagen handler det om kommunikation og konflikthåndtering samt et indlæg ved den svenske dommerchef Johnny Staf. Dommerchefen vil orientere om den svenske dommerlinje, og i den forbindelse vil det være relevant at drøfte og gennemgå de danske guidelines ctr. de svenske.
– Formålet med denne work shop er at gøre vores dygtige dommere endnu bedre og samtidig forsøge at sikre så stor en ensartethed i vores dommerlinje som overhovedet mulig, forklarer Uwe Bredahl, der er administrationschef i Dansk Hestevæddeløb og dermed har det overordnede ansvar for dommerne.
Dialogen er vigtig
Workshoppen sker som nævnt med deltagelse fra Sverige og de aktive, og det er naturligvis med henblik på udvikling bygget på bl.a. dialogen. Uwe Bredahl forklarer videre:
– Det er jo første gang sådan en workshop afholdes, men det er planen, at det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed. Samtidig vil vi gerne qua vores aftale med Sverige og ensartetheden i løbsreglementerne landene imellem sikre, at vi er på bølgelængde med den svenske fortolkning af reglerne. Og det er baggrunden for, at vi har inviteret den svenske dommerchef herned.
– En anden meget vigtig målsætning er en styrkelse af dialogen imellem vores aktive og dommerne. Derfor er vi glade for, at René Kjær og Allan B. Madsen har takket ja til at deltage og på vegne af deres kolleger have mulighed for at etablere en konstruktiv debat med dommerne.
– Vi skal nemlig huske på, at uden dommere eller aktive – så har vi ingen travløb. Derfor vil en styrket dialog og forståelse af hinandens arbejde og opgaver kun være positivt for fremtiden, slutter Uwe Bredahl til Danskhv.
Gorm Foto.





