Danskopdrættet millionær i comeback
I marts 2022 startede danskopdrættede Niky Flax i Gulddivisionen på Åby. Det blev hestens sidste start i sæsonen, men nu er den dobbelte millionær tilbage på væddeløbsbanerne.
I 2014 medbragte Nils Moreau og Preben Sørensen Niky Flax på den svenske Kriterieauktion. Her blev hesten handlet for 80.000 skr. Og det til Johan Untersteiner.
Niky Flax kommer ud af samme moderlinje som gulddivisionshesten Nato Dream (Andover Hall), idet deres mødre er søskende.
I 2017 kvalificerede Love You-sønnen sig til Svensk Derby, hvor den endte uplaceret. Siden har den gjort det stabilt i regi af Johan Untersteiner.
I en karriere, der har budt på 84 starter, har Niky Flax vundet løb i Frankrig og Sverige. Det er aktuelt blevet til 20 sejre, og præmiekontoen siger 2.251.298 skr.

Sæsondebut
I sin seneste start hed modstanden bla. VM-deltagerne Stoletheshow og Tycoon Conway Hall.
Nu venter en længe ventet sæsondebut på Kalmar den 24 februar. Her varetages køreturen af Johan Untersteiner, som også står for den daglige træning.
I det daglige har Johan Untersteiner 175 heste på træningslisten.
Johan Untersteiner

At Johan Untersteiner skulle blive travtræner, er ingen sensation. Far Peter var en succesrig travtræner, og Johan startede allerede som ung i ponysporten inden han kom i lære hos Stefan Hultman og Roger Walmann.
I 2014 flyttede han fra Solvalla til Halmstad, hvor han startede han op som træner. I den første sæson som træner blev det til 47 sejre og næsten 3 millioner kroner til stalden.
Siden da har stalden vundet mere end 100 sejre hvert år. Den bedste sæson havde Johan Untersteiner i 2022, hvor det blev til 237 sejre og 27,4 millioner skr.
I år er det blevet til 24 sejre i 93 starter som kusk.
Foto Travet.dk og Burt Seeger.





