Danske køb på Travera
Danske køb på Travera
Det blev til to danske køb ved lørdagens svenske Travera-auktion, og det er to startheste, der er blevet indkøbt.
På auktionen blev flere heste købt tilbage, mens der også var enkelte heste, der ikke opnåede bud.
Jørgen Jensen Travsport HB stod for det ene af de to danske køb på auktionen, da han indkøbte New Bold Dream for 260.000 skr.
Den 3-årige svenskfødte hoppe har i det meste af sin karriere været i træning hos Gävle-træneren Fredrik Walling.
New Bold Dream indledte karrieren tidligere i år med en tredjeplads, mens den har også været først over stregen.
I dens seneste start vandt hesten for Björn Goop på Solvalla. New Bold Dream har foreløbigt indtjent 102.000 skr.

Fynsk køb på auktionen
På samme auktion fik den fynske amatørkusk Rasmus Jørgensen også hammerslag på en hest, der nu går til Danmark.
I forhold til Jørgen Jensens køb måtte fynboen nøjes med at betale 28.000 skr. for den 4-årige svenskfødte vallak See Line Hook.
Solvalla-træneren Fredrik B. Larsson har hidtil ejet hesten, der har gjort 16 starter i karrieren foreløbigt uden sejr til følge.
Det er som bedst blevet til en andenplads tidligere i år for See Line Hook, der kommer til landet med 61.100 skr. indtjent.

Staro Raili blev dyrest
Selvom Jørgen Jensen måtte punge op med 260.000 skr. for New Bold Dream blev den kun den næstdyreste på auktionen.
En anonym køber havde den helt store tegnebog op, da vedkommende købte den 5-årige svenskfødte hoppe Staro Raili.
Hammerslaget sluttede på 700.000 skr. for hoppen, der i år har deltaget i flere V75-løb rundt omkring i det svenske.
Staro Raili har vundet ni gange i 30 starter i karrieren, mens den har indtjent 1.513.500 skr. foreløbigt.

