Dansk Hestevæddeløb tager sagsanlæg med ro
Michael Lønborg kræver licens og tiltrædelsesforbud ophævet – Dansk Hestevæddeløb tager sagsanlæg med ro
Travtræner Michael Lønborg har nu taget næste skridt i den verserende sag mod Dansk Hestevæddeløb (DH). Gennem sin advokat, Julie Stage, kræver han, at både inddragelsen af hans trænerlicens og det treårige tiltrædelsesforbud bliver ophævet. Hvis DH ikke imødekommer kravet inden for ti dage, vil Lønborg anlægge sag ved domstolene. Det oplyste advokaten i går til Travservice.dk. – Læs interviewet her.
Krav om øjeblikkelig ændring af afgørelse
Ifølge Julie Stage er DH’s beslutning om at fratage Lønborg licensen og udstede tiltrædelsesforbuddet uberettiget. Hun argumenterer for, at sanktionen ikke udspringer af forhold knyttet til sporten, og derfor ikke er omfattet af DTC’s løbsreglement. Dermed mener hun, at afgørelsen ikke kan påklages internt, men i stedet kan indbringes direkte for domstolene.
Advokaten har derfor fremsendt et formelt krav til DH om:
- at licensen genudstedes
- at tiltrædelsesforbuddet ophæves
Hvis dette ikke sker inden for ti dage, vil der blive indgivet stævning.

Pål M. Tung – Forholder os til sportens reglement
1. Hvad er jeres holdning til udmeldingen fra Lønborg og truslen fra hans advokat?
“Det står naturligvis enhver frit for at udtale sig og forfølge sine muligheder. Det er et personligt valg. Fra vores side forholder vi os alene til travsportens eget reglement og det ansvar, vi har som sportens regulerende organisation. Vi har ikke et ønske om konflikt, og vi synes grundlæggende, det er ærgerligt, hvis sportens midler skal bruges på advokater frem for på sportens udvikling.”
2. Synes du, reglerne er tydelige på området?
“Ja, reglerne er meget tydelige. Travsporten er selvdømmende og reguleret af sit eget reglement, herunder licensbestemmelserne. De fastlægger klart, hvornår en licens kan inddrages, blandt andet hvis en person har handlet på en måde, der skader sportens anseelse, eller har begået handlinger, der må anses som særligt vanærende i forhold til at udøve virke i travsporten.”
“Derudover fremgår det helt eksplicit, at licens ikke kan udstedes til personer, der er dømt for blandt andet blufærdighedskrænkelse. Det er ikke et spørgsmål om fortolkning, men en klar og kendt del af reglementet.”
Er du rolig i forhold til et eventuelt sagsanlæg?
“Ja, det er jeg. Der er tale om en dom afsagt i det almindelige retssystem, og travsporten er – som andre organiserede idrætter – selvdømmende inden for sit eget regelsæt. Vores afgørelse er truffet på baggrund af reglementet og inden for vores mandat som sportens regulerende myndighed.”
“Sagen er ikke behandlet i sportens interne retssystem, men vi forholder os til en dom og til de konsekvenser, som vores regler knytter til den. Derfor er jeg helt rolig.”
“Vores opgave er ikke at føre personsager, men at sikre sportens integritet, anseelse og troværdighed. Det ansvar kan vi ikke fravige.”

Sagen
Den 21 oktober meddelte Dansk Hestevæddeløb:
Dansk Hestevæddeløb har, med hjemmel i licensbestemmelsernes almindelige bestemmelser gældende for alle licenskategorier, i dag inddraget travtræner Michael Lønborgs licens med øjeblikkelig virkning
Det sker efter at han i går er blevet idømt straf for blufærdighedskrænkelse i henhold til straffelovens §232.
Herudover tildeles Michael Lønborg et tiltrædeforbud på alle landets travbaner (og tilknyttede anlæg) tilsluttet DH med hjemmel i Løbsbestemmelsernes §68.
Tiltrædeforbuddet vil gælde indtil Michael Lønborg kan fremvise en ren straffeattest.
Den krænkende adfærd, som dommen omhandler, er helt uforenelig med de værdier, som hestevæddeløbssporten sporten bygger på. Dansk Hestevæddeløb tager på det kraftigste afstand fra enhver form for krænkende eller upassende adfærd. Vi arbejder for en tryg, respektfuld og ansvarlig sport, hvor alle kan færdes med tillid til, at ordentlighed, etik og respekt for andre altid går forud for alt andet.
Inddragelsen af licensen og tiltrædeforbuddet træder i kraft med øjeblikkelig virkning, og træneren vil derfor ikke længere kunne udøve licenspligtige aktiviteter under Dansk Hestevæddeløbs regi. Det betyder konkret, at de af Michael Lønborg anmeldte startheste må udgå af deres løb og at der i øvrigt skal nye kuske på de heste, der er anmeldt med Michael Lønborg som kusk.
Dansk Hestevæddeløb understreger, at der løbende arbejdes med at sikre et trygt og respektfuldt miljø i sporten – både gennem forebyggende tiltag, klare adfærdskrav og tæt dialog med de aktive miljøer.
Ankede
Den 17 november valgte Michael Lønborg at anke dommen.
Michael Lønborg har efterfølgende valgt at anke begge forhold i afgørelsen til Travsportens Overdomsstol. Anken behandles i henhold til Løbsbestemmelsernes §74.
Sagen er nu overgået til behandling ved Overdomsstolen, og vi vil fra Dansk Hestevæddeløb orientere yderligere, i takt med at der kommer nyt i sagen.
Læs den fulde afgørelse her
Læs Løbsbestemmelserne her
Note: Travet.dk har valgt at respektere Michael Lønborgs ønske om ikke at udtale sig. Det har man meddelt flere andre medier, men det danske medie Travservice har under hele forløbet formået at være oplyst. Den defensive tilgang, har vi derfor ikke haft held med.
Fotos af
Gorm Foto
Burt Seeger
Ole Hindby.


