Comeback efter et år til Derbytreer
I dag sæsondebuterer publikumsfavoritten Dortmund på Racing Arena Aalborg. Dortmund vender tilbage til væddeløbsbanerne efter en løbspause på næsten et år. I forbindelse med sæsondebuten tog Travet.dk en snak med Marc Bæk Nielsen om forløbet.
– Det har drillet længe, og vi har ikke, kunne finde fejlen på ham. Der har været et tilbagevendende problem, og vi har haft flere forskellige dyrlæger på ham.
Vi var nået til et punkt, hvor vi overvejede at stoppe med ham. Han skylder ikke nogen nået, og han skal være fuldkommen i orden, hvis vi skal fortsætte med ham.
Jeg har for mange år siden besøgt den svenske dyrlæge Jonas Tornell, da jeg havde ansættelse hos Peter Jensen, og efter flere forsøg så lykkedes det at få en tid hos ham.
Han er utrolig dygtig, og beskeden kom prompte. Det er alt for tidlig at stoppe med ham, og det lykkedes sidenhen at finde nogle småfejl, som ikke var blevet fundet tidligere.

– Det er Dortmund blevet behandlet for, og vi har sidenhen trænet kontinuerligt. Nu skal vi i gang, og han skal vise at han stadig har lyst til jobbet som væddeløber.
Det er succeskriteriet i dag, at han kommer godt i gang, og viser at han gider, forklarer Marc Bæk Nielsen i dag overfor Travet.dk.
Dortmund er vinder af 12 løb, og præmiekontoen siger aktuelt 813.030 kr. Dortmund har haft en flot karriere, der blandt andet har budt på sejr i Grand Circle 4-års Championat.
Det er blevet til V75 sejr på Jægersro, mens han blev nr. tre i Dansk Trav Derby i 2019.
Dortmund er opdrættet af Tina & Marc Bæk Nielsen. Han er ejet af Teambakkelygaard & MBtrav.

Fin sæson
I det daglige driver Marc Bæk Nielsen en trænervirksomhed med 20 heste på træningslisten.
Marc Bæk Nielsen har i år vundet ni af 49 starter, mens staldens heste har vundet 12 af 83 starter.
Det er en Marc Bæk Nielsen som går frem i forhold til 2022-sæsonen.
Foto Burt Seeger, Danny Stenbæk og Ole Hindby.






