Charlottenlund Travbane leverede både sportslige højdepunkter og gode oplevelser
Charlottenlund Travbane leverede både sportslige højdepunkter og gode oplevelser
Det var en fornøjelse at gæste Charlottenlund Travbane i går. For mig er det en bane, der har været en del af livet, siden jeg var seks år gammel og kom der sammen med mine bedsteforældre, mine forældre og sidenhen nære venner.
Derfor er det også med en helt særlig fornemmelse, at jeg kan sige, at Charlottenlund Travbane har været en fast del af mit liv siden midten af 80’erne. Det er det erfaringsgrundlag, jeg tager med mig, når jeg skriver disse betragtninger.

På banens sportslige side var det en løbsdag, hvor de svenske sejre fyldte meget, mens de danske sejre naturligvis tiltrak den største opmærksomhed herhjemme. Og der var meget at hæfte sig ved.
Daniel Wäjersten satte sit tydelige præg på dagen med hele fire sejre. Det er svært at komme udenom, at den svenske træner og kusk er i absolut verdensklasse. Den måde, han forvalter sine køreture på, er en fornøjelse at se på.
Også Flemming Jensen leverede flot. Han fremviste to velforberedte heste, som samtidig så fantastiske ud på dagen. Det var tydeligt, at de var klar, og det blev også bekræftet på banen. Der var givetvis en lille gruppe spillere, som håbede på, at Ingmar Banker ville kikse i forhold til Koogoo Gaagaa i jagten på de store penge, men Jensens heste var ganske enkelt klar, da det gjaldt. Vi stod sammen med en gruppe spillere, der kunne vinde ca. en halv million. på en sejr til sidstnævnte.
En af dagens mest rørende scener kom i samarbejdet mellem Jeppe Juel og kredsen bag Daniel Hazelaard. Den vinkel har også fanget opmærksomhed i flere udenlandske medier, blandt andet har Travronden skrevet flot om det. Jeppe Juel havde i det hele taget en god dag med to trænersejre, og stalden har nu vundet to af sine fire seneste starter.
Kasper Foget leverede også en præstation, der fortjener ros. Han fremviste en velforberedt Jacobite, som imponerede stort. Det var tydeligt før løbet, da vi mødte Kasper Foget i stalden, at man forsøgte at optimere mest muligt. Det lykkedes og flot arbejde af træner samt oppasser.
Og så var der Menza. Det er svært at komme udenom den hest, som igen bare dansede sig til sejr. Det hele ser næsten alt for enkelt ud, når Menza nærmest går alene over banen, men sikke en hest. Den dag, Menza møder den nordiske elite, bliver det særdeles interessant at følge.
Dagens første løb blev vundet af Henrik Lund-trænede Cardolan Byd, og hesten leverede en meget flot indsats. Inden løbet kunne man mærke seriøsiteten helt ned i detaljerne, blandt andet gennem en meget dygtig oppasser, og det fulgte heldigvis med ud på banen. Vi var kort inden starten i stalden.

Også vores egen dækning på dagen fortjener et par ord
Vi lagde ud med ponyløb, derefter kom de tekniske udfordringer, og så forsøgte vi efter bedste evne at få lidt i kassen. Det var ikke den nemmeste dag rent praktisk, men det blev alligevel en god oplevelse.
Det var en fornøjelse at se så mange mennesker på banen, og der skal lyde en stor ros til Elsebeth Stausholm for at løbe for otte mennesker. Hun er guld værd for Lunden, og den slags indsats er ikke til at overse.
Thomas Fischer er altid et positivt indspark, og ham skal vi have ind i derbyweekenden — koste hvad det koste vil. Han er dygtig, saglig og ved, hvad han taler om i vindercirklen. Den kombination er svær at slå.
Jeg er også meget imponeret over Staldcaféen, som har fået et kæmpe løft efter det nye bestyrer- og personalehold er kommet til. Det klæder banen, når også rammerne omkring løbene følger med.
Og så var det en fornøjelse at stå sammen med ejerne af Eldorado Jet under Copenhagen Cup. Dagens andenplads under jeg dem bestemt.
Alt i alt en god dag på Lunden. Sportsligt stærk, menneskeligt varm og med flere små øjeblikke, der minder én om, hvorfor Charlottenlund Travbane stadig betyder noget helt særligt for mange.
Fotos af
Martin Timm Holmstav.













