Bornholm – Udskyder omlægning af bane i et år
Egon Jensen der er bestyrelsesformand i DTC er også bestyrelsesformand på Bornholms Brand Park, og i dag oplyser han at man udskyder baneomlægningen i et år.
I en mail til medlemmerne lyder det:
Ved årets generalforsamling, præsenteredes planerne for en omlægning af løbsbanen på Bornholms Brand Park. Dette projekt er særdeles nødvendigt for at vi skal kunne fremtids- og klimasikre løbsbanen og dermed hele travbanen som en levende kulturarv, til glæde for jer aktive, vores bornholmske publikum og øens turister.
Projektet er stort, og kræver en nøjagtig planlægning for at kunne lykkes.
I øjeblikket afventer vi stadig Naturstyrelsens godkendelse af de ændringer vi er nødt til at foretage os på banen, for at opnå en mere optimal løbsbane fremadrettet.
Men da kalenderen melder september måned, begynder vi at indse at tidsplanen med opstart i oktober, bliver alt mindre realistisk.
Vi ser os derfor nødsaget til at senere lægge gennemførelsen til efteråret 2023.
Dog tror vi at en længere planlægningstid vil gavne projektet, idet vi vil have mere tid på os at sikre os de rigtige tilladelser, søge flere midler til et bedre projekt, samt implementere SIBA (Sikre Baner) på Bornholm, hvor vi pt. heller ikke har alle nødvendige oplysninger for at kunne udføre projektet i praksis.
Vi fortsætter dermed arbejdet med projektet, løbende med afviklingen af årets travsæson.
Tusind tak for jeres forståelse, og vi glæder os rigtig meget til vi kommer i gang i 2023.
I juni måned lød det ellers således:
Bornholms Brand Park har søgt LAG-Bornholm om støtte til opgradering af travbanen, så travbanen kan klima- og fremtidssikres. Tilsagnet på 264.451 kr. fra LAG-Bornholm kan bidrage til at sætte yderligere skub i det omfattende anlægsprojekt.
Det handler om fremtidssikring af travbanen så den fortsat kan være et kulturelt, sportsligt og socialt aktiv for øen. Men banen begynder at blive udslidt og kritisk. Drænrør er tilstoppede og kan ikke dræne banen når der falder større mængder nedbør på kort tid. Det giver risiko for aflysninger, hvis det regner på en løbsdag. Desuden er banen på nuværende tidspunkt indrettet med store niveauforskelle mellem svingene. Det slider på hestenes sener og led. For at øge dyrevelfærden vil projektet også mindske denne niveauforskel mest muligt.
Egon Jensen, formand i Bornholms travselskab udtaler ”Jeg er på vegne af Bornholms Travselskab meget glad og taknemlig over LAG-Bornholm’s tilsagn til projektet, hvor vi vil klima- og fremtidssikre Bornholms Brand Park. Støtten bidrager til bevarelse og udvikling af en levende kultur for hestesporten på Bornholm. ” Og tilføjer ” Travsporten på Bornholm ønsker at styrke fællesskabet mellem mennesker, med fokus på det moderne hesteliv, og derfor er tilskuddet fra LAG Bornholm meget velkomment i vores vision om at Bornholms Brand Park også i fremtiden vil kunne være et mødested, der forener og favner os mennesker bredt”.
Christian Prip, formand for LAG-Bornholm siger ”Projektet falder godt ind under LAG-Bornholms udviklingsstrategi når det gælder udvikling indenfor Kultur, Identitet og sociale mødesteder samt Oplevelsesøkonomi. Projektet er godt organiseret og bygger i høj grad på inddragelse af frivilligt arbejde.
Midler fra LAG-Bornholm kan betragtes som kritisk kapital til igangsætning af projektet, selvom der er tale om en veletableret forening med en fornuftig kassebeholdning. Ligeledes vil midler fra LAG-Bornholm komme en stor gruppe af mennesker til gode og give travsporten gode lokale træningsforhold på Bornholm.
Travfoto Bornholm – Torben Ager.





