Blog – Kan travsporten gøre det bedre
De sociale medier lukker vores indre svinehund ud. Nogle af de største skvadderhoveder i landet findes på Facebook.
Det konkluderede Berlingske tilbage i december 2019 i en skrivelse på deres medie.
»Facebook er idioternes holdeplads. Nogle af de største skvadderhoveder i landet findes på Facebook. Og det er mennesker, vi ellers aldrig ville have lyttet til.
Det er folk, som aldrig ville få adgang til et debatprogram eller aldrig ville blive citeret i en avis. De får mulighed for at køre deres eget show på sociale medier, sådan indledte Berlingske deres artikel tilbage i 2019.
Vil man opføre sig sådan ude i den virkelige verden
Når man laver en blog indlæg, så er det meget nærliggende også at smide ens egne erfaringer på bordet. Undertegnede har i sin civile karriere haft berøring med flere livtidsdømte, bandemedlemmer, voldtægtsforbrydere med mere i en 17 års periode, og jeg har haft personbeskyttelsesopgaver, for flere af landets mest profilerede personer i landet.
I supplement til disse ting, har undertegnede stået i det københavnske natteliv i mere end 15 år, for at supplere indtægten. Dette er selvfølgelig med til at hærde en, og meget ryger i ens personlige glemmebog.
Travet.dk drives med et arbejde ved siden af, og det er ikke de mange oplevelser, der underligt nok rammer en eller påvirker mig, men et simpelt Facebookopslag kan påvirke mig i en eller flere dage, da man frit og kvit kan ødelægge andre mennesker fuldkommen.
Ikke så store og farlige i virkeligheden.
I det virkelige liv havde den opførsel haft konsekvenser, og det fører mig tilbage til årsagen til dagens blogindlæg, for hvor meget skal man egentlig give til genmæle, og hvor meget skal man som virksomhed involvere sig?
Skal man som medie bare vende den anden kind til, når ubegavede enkeltpersoner søger fem minutters se mig tid på de sociale medier, eller skal man aktivt gå ind i en debat. Disse mennesker, er jo langt fra så store i munden eller så kæphøje, når Travet.dk møder dem til auktioner eller på de danske baner.
Det er bemærkelsesværdigt, og man tænker ofte, er det her virkelig voksne mennesker, vi har med at gøre.
Tonen på de sociale medier, er inde i en udvikling, som TV2 i går havde fokus på. Her fortalte flere om konsekvenserne ved folks opslag på de sociale medier, og hvor ødelæggende dette har været for dem.
Virksomhedsejere deltog, og bidrog til debatten om at havne i en shitstorm, fordi enkeltpersoner ikke brød sig om virksomhedsejeren og ovenikøbet havde forbindelse til dennes direkte konkurrent. Den problemstilling kender vi også!
Tænk før man taler
Det hedder et godt gammeldags ordsprog, og det kan man med rette tage op igen. Et godt gammeldags ord som pli og ordentlighed synes at være en mangelvare på de sociale medier.
Et ord som dokumentation og saglighed kan ligeledes smides i samme pulje.
For min del, har jeg startet Travet.dk helt fra bunden med alle de udfordringer, det har givet. Jeg har puttet min families egen økonomi i Travet.dk siden 2014, og fødselsdage, konfirmationer, familie sammenkomster, ferier (på nær en til Malta), har jeg ikke deltaget i sammen med familien, da jeg ønsker at give Travet.dk de bedste forudsætninger for at lykkes.
Det har været et langt sejt træk med mange kampe undervejs og dem har vi også fortalt om undervejs i vores levetid. Det handler nemlig ikke om at påtage sig en offerrolle, men kæmpe for lige vilkår og en ordentlig behandling.
Når man ofrer alt for at få et projekt som Travet.dk til at lykkes, så rammer ubegavede kommentarer, hvor folk med personlige relationer til andre medier, private relationer til andre medier eller bare folk, der ønsker lidt gang i gaden, slår artikler om, hvor man sviner privatpersoner eller virksomheder til.
Et helt konkret eksempel, er et skærmprint som en læser sendte os, hvor undertegnede skulle ”angribes på de sociale medier”. Et sådan skærmprint er gemt, og bruges til en fremtidig politianmeldelse, hvis sådan noget fremgår igen.
Det er over grænsen, og hvordan skal en skrivelse som denne tolkes. Skal jeg eller Travet.dk sværtes til. Får vi besøg hjemme på bopælen, eller hvordan skal undertegnede forholde sig til sådanne ting her?
Et kærligt og velment opråb, om at tænke sig om, før man slår alverdens ting op på de sociale medier. Der sidder folk på den anden side, som kæmper for at få lov til at føre deres drøm ud i livet.
I mit tilfælde, var det drømmen om at lave et travmedie på et niveau, som evnerne rækker til. Der er ingen, der har stået ved siden af undertegnede og sagt, sådan skal man gøre, eller sådan er det bedst at gøre.
Jeg har ikke overtaget et færdigt medie, men startet alt op fra bunden selv, og alt er lavet selv.
Tænk før man taler på de sociale medier, er det simple opråb i denne blog. Der sidder privatpersoner, hvis familier også læser med, og erhvervsdrivende, som kæmper med at få lov til at føre deres drøm ud i livet.
Denne blog er skrevet af Ulrik Pedersen – Indehaver af Travet.dk.
Skærmprint, hvor undertegnede skulle angribes på de sociale medier. Et af flere fra samme afsender, som Travet.dk er i besiddelse af.








